Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi vil hade en kultur, hvor idealet er 8-16-job

Vi ønsker for alt i verden ikke at få hevet energien ud af os.

Kiranan Vijayakanthan, iværksætter og medejer af Grafikr ApS, Søndergade 5, 3. Randers C | Erik Holflod Jeppesen , iværksætter og medejer af Grafikr ApS, Søndergade 5, 3. Randers C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er sådan nogle, som får forældre til at ligge søvnløse hver nat. Men selv sover vi fremragende, for vi er 20 og 21 år og har kastet os ud i livet som iværksættere.

Regeringen og næsten alle andre danskere over 25 år møder os med bekymrede miner, når vi fortæller, at vi trods vores fine gymnasiekarakterer ikke har tænkt os at kaste os over lange akademiske uddannelser.

I stedet ejer og driver vi nu webbureauet Grafikr ApS i Østjylland og har netop ansat vores første medarbejder. Vi er så klar til at komme ud over stepperne. Hvem har brug for støvet teoretisk viden leveret af en underviser, der for længst har mistet følingen med det virkelige liv?

Vi ønsker for alt i verden ikke at få hevet energien ud af os, og vi vil hade at ”blive opdraget” til en kultur, hvor idealet er 8-16-job og gode pensionsordninger. Faktisk får vi kvælningsfornemmelser, når vi hører ordet lønmodtager. Friheden er derimod, hvad vi ønsker. Frihedstrang er, hvad der driver os.

Fremad vil vi, vi vil skabe vores eget liv, skabe en forretning, og ingen kan alligevel give os en færdig opskrift på, hvordan verden udvikler sig. Hvem havde f.eks. forudset, at Trump ville blive præsident i USA? Og hvem havde set, at et dansk gamerhold som Astralis ville vinde en førstepræmie på over 1,7 mio. kr. i en international e-sportsturnering i Los Angeles? Ingen.

Regeringen har iværksat fremdriftsreformen for at skubbe unge hurtigere igennem uddannelsesmøllen. Men så står vi der med en uddannelse, som ingen kan bruge. Det er kun unge mellem 25 og 29 år, der på det seneste har oplevet stigende arbejdsløshed. Vores forklaring? Du skal have erhvervserfaring, hvis du vil forrest i jobkøen. Unge skal ikke blindt tro på dem, der påstår, at uddannelse er den lige vej til fremgang og lykke. Især som ung skal du huske at løfte blikket fra bøgerne og kaste dig ud i livet.

Kan vi to så slet ikke lære noget af andre? Jo, selvfølgelig, og kloge mennesker lytter vi til. Men vi ved også, at alt, vi lærer i dag, vil være forældet om få år. Uanset om vi opnår en akademisk grad eller ej, vil vi udvikle os intensivt og løbende resten af livet.

Siden 9. klasse har vi været selvstændige og tjent vores penge online: Erik solgte smykker, og Kiranan solgte slips og butterfly. Vi har lovet hinanden fortsat at være de dygtigste til grafisk design, webbaserede løsninger og salg. Men måske endnu vigtigere er det, at vi holder hinanden fast på, at vi skal være, som vi nu engang er. Selv en belæst uddannelseslektor skal være umanerlig godt klædt på, hvis han skal overbevise os om, at vi skal prioritere anderledes, end vi gør.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.