Jeg er blanket af, fordi jeg så gerne vil have et arbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg vil så gerne arbejde. Og da jeg stod uden job, blev jeg glad, da jeg fik tilbudt et barselsvikariat i Naturstyrelsen som økonomifuldmægtig. Jeg er djøf’er, 50+ og har haft spændende job inden for bl.a. administration, ledelse og support, men har i perioder også været ramt af ledighed, hvor jeg har søgt flere hundrede stillinger.

Jeg var derfor desperat for at arbejde, så selv om min bopæl er 260 km fra Naturstyrelsen i Randbøl, skulle det med én hjemmearbejdsdag om ugen prøves. Planen var at arbejde på montørbasis nogle af dagene – blot for egen regning – og ellers rejse frem og tilbage.

Min håbløse situation

Ansættelsessamtalen i november foregik via Skype, og jeg havde alene adressen på Naturstyrelsen 20 km vest for Vejle at gå ud fra. Jeg havde ikke haft kontakt med min chef eller arbejdsplads forud for min start og kendte ikke arbejdsforholdene, da jeg mødte den 2. januar.

Hurtigt stod min åbenlyse håbløse situation dog klar. Naturstyrelsen ligger midt i en skov, hvor der i morgen- og eftermiddagstimerne er bus hver anden time og midt på dagen hver time til og fra Vejle.

Det tog ca. 4½ time at komme fra min bopæl til arbejdspladsen og koster 400 kr. per vej. Det var et vikariat, så jeg købte ikke bil til transport, men forsøgte at få flere hjemmearbejdsdage og samkørsel til og fra Vejle, men uden held. Så omkostningerne ved transport, overnatninger og måltider mv. endte på mellem 800 kr. og 1.000 kr. pr. døgn og kostede dyrt på familielivskontoen.

Naturstyrelsen er en udflytningsramt styrelse, der skal bygges i løbet af foråret og sommeren i forbindelse med en gammel skovriderbolig. Det betyder, at arbejdspladsen er i pavilloner stablet i to etager på en byggeplads. Der er en toiletvogn med to toiletter udenfor på byggepladsen til ca. 60 kontorpersonaler.

Højt støjniveau

Arbejdsvilkårene beskrives mest dækkende ved et kort besøg i uge 2 fra det lokale arbejdsmiljø- og sikkerhedsudvalg, der kom på gennemgang på 2. etage i pavillonerne, hvor der er 36 arbejdspladser – it-, natur- og økonomifolk ekstremt tætpakket.

Arbejdsmiljørepræsentanterne konstaterede straks, at der stod pap op ad elradiatorerne, hvilket ikke var så godt. Vi blev spurgt, om der var arbejdsmiljø- eller psykisk arbejdsmiljøproblemer, vi ville drøfte med dem. Hurtigt blev støjniveauet taget op, da 36 ansatte på så ekstremt lidt plads giver et ringe arbejdsklima, konstant uro og høj tale fra bl.a. Skype-møder og samtaler mv.

Midt på en byggeplads

Jeg nævnte min bekymring for faldulykker. Hvis der kom is og sne med glatte trappetrin, der fører op og ned af en 5 meter lang metaltrappe til og fra toiletvogne på byggepladsen eller til busstoppestedet. Svaret var, at der nok blev stillet en spand med salt ved udgangene fra pavillonen, så man selv kan strø salt foran, når man går ud.

En kollega spurgte til, om der ikke er påbud om hjelm, når vi skulle på toilettet eller i mødelokaler i skovriderboligen, da pavillonerne står midt på en byggeplads, hvor der er kran over hovederne, og store entreprenørmaskiner kører rundt. Sikkerhedsrepræsentanten konstaterede blot, at hvis der faldt en kran ned, var alt håb alligevel ude.

Det vakte dog undren, hvorfor der var et blåt skilt, hvor der står ”byggeplads” med påbud af hjelm og sikkerhedssko. Det måtte være en fejl.

Af helbreds-, sikkerheds- og arbejdsmiljømæssige årsager burde det være ulovligt at placere kontorarbejdspladser på byggepladser, hvor sikkerheden er tvivlsom, adgangsforhold er risikable, og de basale nødvendigheder som toiletter og adgang til enerum mv. ikke er til stede.

Jeg vurderede arbejdsvilkårene som uforsvarlige og urimelige og sagde op den 5. januar, men har arbejdet måneden ud.

Mit mareridt er desværre fortsat ved, at Akademikernes A-kasse ikke vil give mig dispensation for dagpengekarantæne trods voldsomme personlige omkostninger. Personaleadministrationen i Miljø- og Fødevareministeriet har ikke fået noteret mit skattefradrag på ca. 20.000 kr., så min lønudbetaling for januar måned er katastrofalt fejlagtig og umulig at få rettet op.

Det handlede om 35.000 kr.

Summa summarum er jeg blanket af og havde været langt bedre stillet og ca. 35.000 kr. rigere, hvis jeg 1. januar 2017 var gået direkte ud i ledighed i stedet for at tage et vikariat under kritisable arbejdsvilkår.

Nu er jeg tvunget i ledighed pr. 1. februar, selvom jeg meget gerne vil arbejde. Og jeg, der gerne vil yde en professionel indsats, bliver desuden eftertrykkeligt straffet af regeringen, staten, kommunerne og Akademikernes A-kasse. Er det rimeligt?