Der er ingen plads til medmenneskelighed, selv om man lige har mistet sin partner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg mistede min partner gennem 46 år, John, ved en tragisk ulykke i vort hjem 27/12. Det har naturligvis medført, at jeg er i dyb sorg og har fået en sorgdepression.

Det var slemt med ambulance, ambulancelæge og politi. De var alle søde og flinke, og betjentene kom tilbage tre dage senere for at høre, hvordan jeg havde det: »Vi kom til at tænke på, at vi kunne gå hjem og snakke sammen om denne tragiske hændelse, medens du sad tilbage helt alene, så vi ville høre, hvordan du havde det.«

Så fulgte bisættelse, bestilling af gravsted og sten, nedsættelse af urne. Det var slemt. Meget slemt.

Fælles konti blev spærret

Der gik ikke mange dage efter Johns død, før skifteretten spærrede vore fælles konti.

Da vi ikke har børn eller andre livsarvinger, og vi var gift og havde oprettet testamente til fordel for hinanden, burde arvesagen være simpel. Men nej, vi var nemlig insolvente.

Det var ganske vist kun på papiret og skyldes udelukkende de faldende huspriser. De to store ratepensioner, som vi havde, indgik ikke i boopgørelsen, selv om deres værdi ville have dækket underskuddet adskillige gange.

Altså måtte jeg vente fire uger og give møde i skifteretten, hvor jeg efter halvanden times snak frem og tilbage fik en skifteretsattest.

Sagen blev afvist

Efter råd fra skifteretten ville jeg ændre ejerforholdene for vort hus og kom dermed i kløerne på Tinglysningsretten. Ændringen skulle foretages digitalt. Efter med stort besvær at have udfyldt det helt igennem unødvendigt komplicerede skema på nettet og vedhæftet skifteretsattesten og betalt 1.600 kroner kunne jeg sende sagen afsted. Det tog såmænd kun halvanden time at udfylde skemaet.

Næste dag fik jeg besked på, at sagen var afvist, fordi man kunne læse Johns cpr-nummer på attesten. Jeg havde set, den skulle slettes, hvilket jeg havde gjort, men med lidt god vilje og gætteri kunne jeg godt se, at det kunne læses. Frem med den sorte pen. Nu skulle man tro, at man kunne nøjes med at sende en ny attest. Men nej, det hele var forfra, endnu halvanden time.

Dagen efter fik jeg besked på, at sagen var afvist, fordi cpr-nummeret kunne læses trods overstregning. Jeg har forstørret det, skrevet det ud, holdt det op mod lyset. Jeg kan ikke med min bedste vilje læse det. Nu er det forfra igen. Nu kunne man jo have forestillet sig, at et behjertet menneske i Tinglysningsretten lige klarede den sag, det kunne næppe tage mere end fem minutter. Men nej, de er holdt op med at tænke – de er selv blevet til robotter.

Folkepensionen nedsat drastisk

Siden fik jeg brev fra Udbetaling Danmark, der havde nedsat min folkepension dramatisk som følge af nye oplysninger fra Skat. Da jeg mistede John, ændrede jeg min forskudsskat, således at jeg fik det fulde rentefradrag på huset, ellers ville jeg komme i økonomiske vanskeligheder.

Ved den lejlighed indregnede jeg udbetalingerne på Johns ratepension i mine indtægter for at undgå en efterskat. Den meddelelse, jeg fik fra Udbetaling Danmark, var lavet, som om John stadig levede.

De vidste åbenbart ikke, at John var død. På den anden side kunne de godt finde ud af at meddele mig, at udbetalingen af hans folkepension ophørte, allerede inden han var bisat.

Ikke plads til følelser

Vi er blevet centraliseret, digitaliseret, effektiviseret og privatiseret. Alt sammen i den hellige og ukrænkelige effektivitets og de hellige besparelsers navn. Mennesker er afløst af computere, men det er ikke det værste. De mennesker, der sidder tilbage, tænker og føler ikke længere, de er selv blevet til computere, og løber de ind i et problem, spørger de computeren til råds, men computere arbejder enstrenget, deres svar er enten ja eller nej.

Ingen nuancer, ingen følelser og ingen intelligens i menneskelig forstand. Og det bliver aldrig anderledes, hvad end computere og science fiction-nørder drømmer om.

Hvem er ansvarlige? Politikerne og kun politikerne. De er blevet til regnemaskiner, der udelukkende beskæftiger sig med økonomisk enstrenget tænkning. Ingen ideologi, ingen følelser, ingen visioner, ingen medmenneskelighed og ingen samfundsforståelse. De står der i fjernsynet med deres brede computeriserede smil og forprogrammerede snak. De er blevet maskiner, lige så enstrengede og livløse som pc’en på mit skrivebord.

Trakasserier med banken

Alt dette halløj er ved at vælte mig, og så har jeg ikke engang nævnt mine trakasserier med banken. Jeg er ovenikøbet en såkaldt ressourcestærk person. Akademiker og tidligere kontorchef i centraladministrationen. Men jeg tør ikke tænke på, hvad efterladte, der ikke er så ressourcestærke som mig, må gennemleve i en lignende situation.

Om min sorg er blevet mindre? Tja, hvad tror du?