Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Livslang læring for hele Danmarks fremtid kræver digital dannelse

Den digitale dannelse er et fundamentalt behov i det samfund, vi allerede lever i, og det bliver kun mere afgørende i fremtiden.

Rikke Hvilshøj, adm. direktør for Dansk IT

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Statsministeren erklærede i sin nytårstale, at regeringen ikke frygter fremtiden. Det bør den heller ikke, for fremtiden med robotter og øget digitalisering er en fremtid med endnu uanede muligheder. Opgaven for os alle består i at klæde Danmark og danskerne på til at udnytte så mange af disse muligheder, som vi overhovedet kan.

Hvis statsministeren ønsker, at danskerne skal kunne se mulighederne i fremtiden frem for at frygte den, skal vi sikre, at vi alle både har kompetencerne og også følelsen af, at vi magter teknologien, og at det ikke er teknologien, der har magten over os.

Kompetencer, vi skal mestre

Regeringen vil i 2017 fremlægge forslag til at føre hele Danmark trygt ind i fremtiden. Livslang læring er målet. Men ambitionerne må ikke alene forblive på det beskæftigelsespolitiske plan – der skal laves nye trepartsaftaler om at sikre arbejdsmarkedsmæssige kvalifikationer de næste årtier. Det er også meget vigtigt, men det er kun en del af det, der skal til, hvis vi skal kunne gribe fremtiden.

Der er brug for et digitalt dannelsesprojekt, så alle danskere har de fornødne redskaber til at være myndige, aktive, kritiske og deltagende demokratiske borgere i den digitale verden. Vi betragter digital dannelse som en moderne udgave af Grundtvigs vision om, at alle skulle blive i stand til som ansvarsfulde borgere at tage del i samfundslivet.

Grundlaget for digital dannelse er tre former for digitale nøglekompetencer. Disse handler om at kunne bruge de digitale værktøjer både sikkert og dygtigt, skabe i bl.a. billede og tekst med dem og forholde sig refleksivt til de dilemmaer, der er i brugen af forskellige digitale værktøjer, teknologier og platforme.

Vi skal sikre, at så mange danskere som muligt får redskaberne til at gribe de digitale muligheder og begå sig i det digitale samfund. Vi tror ikke på begrebet digitalt indfødte. Der er kompetencer, vi alle skal lære at mestre, hvis vi kvalificeret skal kunne benytte, skabe og forholde os kritisk til teknologierne, der omgiver os. Den digitale dannelse er en opgave for alle alders- og samfundsgrupper.

Den overordnede pointe

Det er nemt at påpege, at den digitale dannelse bør sikres ved politisk handling og lovgivning, eksempelvis med digital dannelse på skoleskemaet, men opgaven er meget større end dette. Ligesom med højskolebevægelsens oplysningsprojekt skal den enkelte, civilsamfundet og det politiske system løfte i flok.

Med afsæt i denne ambition har vi sammen med Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark afholdt et folkeråd på Rødding Højskole i efteråret 2016. Her havde vi samlet et bredt udsnit af folk for at drøfte, hvad der skal til.

En overordnet pointe fra folkerådet er, at teknologi er et redskab, vi skal bruge, men ikke et liv, vi skal leve. Det kræver en kvalificeret tilgang til de digitale muligheder, så man kan navigere sikkert i den digitale verden. Det er ikke bare et spørgsmål om arbejdsmarkedskompetencer, for den digitale dannelse er et fundamentalt behov i det samfund, vi allerede lever i, og det bliver kun mere afgørende i fremtiden.

For smalt et fokus

Det er dog vigtigt, at man fastholder den klassiske forståelse af dannelse, også i en digital verden – dannelse kan ikke måles og vejes, og de politiske bestræbelser på at sikre den digitale dannelse bør ikke tage udgangspunkt i et simpelt mål om kompetenceoptimering, hvilket også er grunden til, at regeringens hensigter i vores optik har et for smalt fokus.

Det er vigtigt, at nytårstalens gode hensigter følges op med handling, som er mere end blot beskæftigelsespolitik – livslang læring handler om digital dannelse for hele Danmark.