Vi er alle ofre for Sundhedsmyndighedernes blinde plet
Når lægerne kun lærer om symptombehandling og lægemidler, skal de sygdomsramte tage medicin for evigt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der bruges offentlige milliarder på overvægt, fedme og diabetes. Udviklingen i sundhedsudgifterne viser en støt stigning, og livsstilssygdomme og overvægt med følgesygdomme er en af de væsentligste årsager.
Fra 1995 til 2013 er sundhedsudgifterne ifølge Danmarks Statistik samlet steget med over 50 pct. målt i faste priser. I 2013 udgjorde sundhedsudgifterne 165 mia. kr. i løbende priser – i Danmark.
Det er dine og mine skattekroner, hr. og fru Danmark. Du og jeg betaler for de overvægtiges øgede forbrug af sygehuse og lægemidler. Vil vi blive ved med at betale for noget, der er ved at slå bunden ud af den statslige husholdningskasse? Vil vi blive ved med at betale for noget, der kan forhindres med lidt omtanke og bedre uddannelse?
Jeg anklager ikke de overvægtige. Det er ikke deres skyld, at de er blevet overvægtige og måske også har fået diabetes m.m. Det er sundhedsmyndighedernes skyld, når de anbefaler os alle at spise en kost, vi ikke er skabt til at leve af, og som ikke er baseret på videnskabelig evidens. Ingen kan løbe fra en usund kost med for mange kulhydrater og for lidt fedt, og nok så meget motion og træning er intet værd, hvis maden, vi spiser, ikke giver kroppen det, den har brug for. Sundhedsmyndighederne ved det, men intet bliver ændret, og ansvaret bliver til stadighed lagt hos den enkelte overvægtige.
Livsstilssygdomme skal bekæmpes med ændret livsstil – punktum.
Oven i den kendsgerning er det ydermere frustrerende, at de praktiserende læger ikke er uddannet tilstrækkeligt inden for kost og sundhed, men mere inden for sygdom og lægemidler. Når lægerne kun lærer om symptombehandling og lægemidler, skal de sygdomsramte tage medicin for evigt. Og lige så længe vil medicinalindustrien profitere af lægernes manglende kundskaber vedrørende kostens indflydelse på livsstilssygdomme. Men man kan ikke bekæmpe livsstilssygdomme med medicin – det ligger i selve begrebet livsstil. Livsstilssygdomme skal bekæmpes med ændret livsstil – punktum. Og det bedste sted at begynde er ved de nuværende officielle kostråd, som er den største fuser i moderne tid og den dyreste for samfundsøkonomien.
For hver dag, der går, bliver vi flere overvægtige i Danmark. I dag er mere end 47 pct. voksne danskere overvægtige, og for hver ny overvægtig bliver der taget en stor håndfuld skattekroner ud af hr. og fru Danmarks lommer. Hvor længe vil du finde dig i det? Og hvor længe kan Danmark bære den stigende byrde?