Fri mig for frihedsklynkeriet
En studerende har det ”hårdt”. Hun lever i et frit samfund, hvor hun selv kan vælge hvilken retning, hun vil gå. Men i stedet for at hylde sine muligheder klynker hun over forpligtigelsen til at tage stilling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
20/11 kunne man i JP læse et indlæg skrevet af Caroline Lund, studerende på Copenhagen Business School, under overskriften ”Befri mig fra stigende frihed”. Et indlæg hvori hun giver udtryk for, at livets mange frie valg og muligheder er med til at gøre os mere forvirrede og mindre lykkelige.
Selv giver hun et eksempel på presset som en klump i halsen, der hver dag nager, fordi hun er i tvivl om, hvorvidt hun er havnet på den rigtige uddannelse. Jeg forstår udmærket hendes bekymring, og jeg kan da også selv føle presset fra de mange valg. Men mens hun gerne vil befris fra stigende frihed, ønsker jeg mig endnu mere af den.
For helt ærligt. Selvom det kan være angstprovokerende selv at træffe beslutninger i frygt for at vælge forkert, er det da langt mere givende selv at vælge, end at andre tager beslutningen for én.
Frihedens fordele
Jeg oplever, at frihedens fordele i dag bliver taget for givet blandt min egen generation. I stedet for at hylde det frie valg. Hylde muligheden for at blive lige akkurat det, vi vil, er dele af min generation begyndt at klynke over de forpligtigelser, vi har til at tage stilling til livets mange muligheder.
Jeg er pavestolt af at leve i et land, hvor valgene er mange og mulighederne utallige.
Valg er i nogles øjne blevet en større byrde, end de kan magte. At skulle træffe valg kan være krævende, men helt ærligt. Det er da federe at leve i et samfund med tusindvis af muligheder i stedet for et samfund med tusindvis af begrænsninger.
Kampen for det frie valg
Forrige generationer har i årtier kæmpet for, at studerende som Caroline Lund og jeg selv i dag kan vælge, hvilket studie vi ønsker, hvilken livsstil vi vil leve, eller hvor i verden vi vil bosætte os. At vi i dag kan spørge os selv, om vi ønsker at arbejde med mørtel eller Marx, og om vi vil studere i København eller Kina, er en kæmpe sejr for individets mulighed for at blomstre.
Jeg ærgrer mig over, at Caroline Lund ikke giver svar på, hvad hun ønsker sig i stedet for det frie valg. Hvor hun ønsker at mindske sine frie valg, hvilke muligheder hun vil begrænse, og hvem hun ønsker skal træffe de valg for hende, hun i dag selv tager.
Jeg er pavestolt af at leve i et land, hvor valgene er mange og mulighederne utallige. Et land, hvor vejen til succes er åben, og hvor konsekvenserne ved at vælge forkert er små. Og jeg vil for intet i verden give vores muligheder væk for blot at få ro fra daglige bekymringer.