Det gælder om at forstå unge flygtninges løgne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har de seneste fem år igennem mit arbejde som dokumentarist mødt flere unge flygtninge, der har løjet sig yngre, og jeg har været inde i det ”udspekulerede” maskinkammer, hvor løgne og historier opdigtes. Løgnene findes, og derfor er det umiddelbart ikke overraskende at læse, at to ud af tre uledsagede flygtningebørn i Storbritannien i virkeligheden er ældre og ikke børn, som jyllands-posten.dk berettede 18/10.

Selvom tallet kun dækker over dem, der er blevet sendt videre til en alderstest, og ikke alle ankomne uledsagede, bliver konklusionen dog stadig, at der er en større gruppe af unge flygtninge, der lyver sig yngre. Det er vigtigt at se det i øjnene og anerkende, at løgnene findes, for at kunne diskutere på et oplyst grundlag.

Men det er også unuancerede tider, vi lever i, når det kommer til flygtningedebatten, og derfor er den type historier ikke helt uproblematiske, da de taler til forargelsen frem for forståelsen. For »hvordan kan de unge flygtninge tillade sig at lyve om deres alder? Så er de i hvert fald ikke velkomne her«, eller som en bruger på JP’s Facebook-side skrev: »Hvis det kan bevises, at disse løgnhalse er over 18, så er det ud af klappen.«

At blive forarget er blot et eksempel på, hvor lidt vi gør os umage for at forstå den verden, mange unge flygtninge lever i, og hvorfor de er flygtet. Og hvis vi ikke gør et forsøg på det og oplyser os selv også på den front, vil vi blot opleve større distancering og problemer i fremtiden hos dem, der ender med at blive her.

Mange af dem, jeg har mødt i årenes løb, og som har løjet, kommer fra steder, hvor man ikke kan stole på systemet, og har undervejs på rejsen oplevet et kynisk miljø blandt menneskesmuglere og andre flygtninge. Hvor løgne er blevet en del af hverdagen for at klare sig.

De forstår vitterligt ikke det samfund og det system, vi er vant til at navigere i, og som vi til en vis grad er trygge ved. Ligesom de heller ikke stoler på det eller autoriteter.

Ofte ender de faktisk med at spænde ben for sig selv. Jeg husker en ung flygtning, der fortalte en ret voldsom historie, og da jeg efterfølgende spurgte, om han havde fortalt det til myndighederne, da det vil styrke hans sag, sagde han: »Nej, for jeg har hørt, at jo mindre man siger, des færre spørgsmål får man.«

Vi skal derfor blive bedre til at uddanne de unge og uledsagede flygtninge, der kommer eller allerede er kommet til Danmark, så de bedre forstår, hvilken verden de er havnet i, og hvilke spilleregler der gælder her, og som vi tager for givet.

Jeg kender forargelsen og følelsen af at blive trådt på, når nogen ”udnytter” systemet, men har med tiden også lært at forstå, at der selvfølgelig er en grund til, at de unge uledsagede agerer, som de gør. For alternativet – at blive sendt hjem – er ofte langt værre end at lyve, som de fleste egentlig ikke har det godt med.

Som mediebilledet er i dag, og hvor generaliseringer flyver rundt, hjælper det heller ikke de uledsagede flygtningebørn, der er mindreårige, at blive mødt med mistænkeliggørelsen, ligesom det især ikke hjælper integrationen for dem, der ender med at få ophold.

Den mistænkeliggørelse og manglende tillid fra “danskerne” er noget, jeg ved, der hænger ved hos mange. Vi bliver som individer og samfund nødt til at komme videre end forargelsen over, at flygtninge og migranter ikke gør, som vi siger, eller følger de regler, vi har sat op.