Putin er en farlig mand
Vladimir Putin er godt i gang med at skabe en ny kold krig.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Putin siger om det russiske regime, at det bygger på demokrati, men det er falsk varebetegnelse. Det er i virkeligheden et regime, som bruger krige til at styrke indenrigspolitiske formål. Allerede under den første tjetjenske krig var der en skjult dagsorden, som gik ud på at gøre præsident Boris Jeltsin populær. Den anden tjetjenske krig handlede om at gøre Putin stærk og populær i 1999. Her blev flere boligområder udsat for såkaldt terror, og det russiske regime hævdede, at det var tjetjenske terrorister, som stod bag. På den baggrund gik man i krig mod tjetjenerne.
I virkeligheden pegede alt dog på, at det var den russiske efterretningstjeneste FSB, der havde begået terroren. Optrinet minder uhyggelig meget om Hitler, der i sin tid gav kommunisterne skylden for, at Rigsdagen brændte.
Krigen i Ukraine havde samme mål. Man ville distrahere den russiske befolkning, så de ikke lod sig inspirere af det folkelige oprør, der var i gang i Ukraine. Derfor gik russerne i krig og tog Krim-halvøen. Putins involvering i Syrien handler ligeledes om at distrahere den russiske befolkning. Denne gang skal der dækkes over den manglende succes i Ukraine.
Udover at ville distrahere sin egen befolkning er et af Putins mål at destabilisere EU-landene. Det gør han bl.a. ved at være med til at skabe flygtningestrømme, der er rettet mod Europa, og ved at støtte meget højreorienterede personer og partier i EU – eksempelvis Jean-Marie Le Pen i Frankrig og Ukip, der er et EU-skeptisk parti i Storbritannien.
Putin blander sig desuden i den amerikanske valgkamp ved indirekte at støtte Donald Trump og gå imod Hillary Clinton. Siden Hillary Clinton i 2011 som udenrigsminister talte til fordel for de demonstranter, der i forbindelse med det russiske valg anklagede Putin for valgsnyd, har der været kold luft mellem Putin og Clinton.
Putin er med andre ord parat til at gå langt for at opnå egne politiske mål og tager gerne hele verden som gidsel, hvis det skulle blive nødvendigt. Han skulle hellere koncentrere sig om Ruslands økonomi og prøve på at få noget fremdrift i stedet for at bruge ressourcerne på at føre krig og destabilisere verden.
Vi i Vesten har indtil videre blot stået ude på sidelinjen og set det hele ske, men tiden er kommet til at sætte Putin på plads.
I Syrien begår han krigsforbrydelser, og de fredsaftaler, Putin og Assad har gjort med John Kerry, er ikke det papir værd, de er skrevet på. Der er ingen sanktionsmuligheder og ingen konsekvenser, hvis aftalerne bliver brudt.
Det russiske regime har vist, at det er villigt til at tage risici. For eksempel fløj der et russisk SU27-fly med en afstand af 15 meter forbi et amerikansk krigsskib i Det Baltiske Hav. Det var et budskab til USA om, at de skal forlade det baltiske område.
Det russiske regime er ligeglad med menneskeliv. Det bygger på trusler og vold mod både sine egne og verden udenfor.
Vestens lande er derfor nødt til at holde sammen og udvise lederskab og reagere, når der sker krænkelser og mord. Og der er faktisk meget, vi kan gøre i Danmark, for at lægge pres på Putin.
Den danske regering kan blokere for Nord Stream 2, den gasledning, der kommer til at gå hele vejen fra Rusland gennem de danske farvande til Tyskland.
Det andet, vi kan gøre, er via EU at arbejde for at udvide de sanktioner, som blev indført i forbindelse med Ruslands annektering af Krim-halvøen, til også at omfatte selve Putin, som er en af Ruslands rigeste mænd, samt de 20-30 personer, som befinder sig i indercirklen omkring ham.
Det russiske regime og Putin forstår kun magtens sprog, og derfor er tiden inde til, at vi er klar til at tage en konfrontation, hvis det er nødvendigt.
Det kan vi, fordi Putin ikke kan hamle op med os … endnu. Den mand kan igangsætte en tredje verdenskrig, og vi skal passe på ikke at deponere vores handlefrihed hos denne wannabe-diktator.