Brugen af varmepumper
I JP 22/6 fremfører adm. direktør Martin Raaby Skou fra EnergySolution A/S fordele ved at placere varmepumper hos forbrugeren frem for i fjernvarmenettet, hvor de kører 365 dage om året.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 22/6 fremfører adm. direktør Martin Raaby Skou fra EnergySolution A/S fordele ved at placere varmepumper hos forbrugeren frem for i fjernvarmenettet, hvor de kører 365 dage om året. 24/6 kommenterer analysechef Jesper Koch fra Grøn Energi Martin Raaby Skou’s ovennævnte debatindlæg og fremfører i denne forbindelse, at centrale varmepumper er mere effektive end de individuelle, bl.a. fordi varmepumper er bedst, når de er i fuld last (undgår hyppige tænd-/sluk-rutiner).
Der kan uden tvivl opstilles mange forskellige driftskonditioner for varmepumper placeret både hos private og i centrale fjernvarmeanlæg. F.eks. kan hyppige tænd-/sluk-rutiner af varmepumpen undgås ved at installere en tilpas stor varmtvandsbuffer i forbindelse med en decentral mindre varmepumpeløsning. Ingen kender udviklingen af de kommende tekniske løsninger på opvarmningsområdet, men det vil ikke undre undertegnede, såfremt det i fremtiden vil være teknologisk/økonomisk muligt for en “grøn” husstand (f.eks. med et velisoleret parcelhus) at forsyne sig selv med energi/varme via solpaneler, solceller, batterier og en decentral varmepumpe. Energipolitisk bør der være plads til, at den enkelte forbruger (også i et fjernvarmeområde) selv vælger typen af effektiv, evt. decentral ”grøn” energiløsning, således at energiteknologien ikke fastlåses og monopoliseres i et givet boligområde.