Civil indsats i Syrien og Irak: Gode penge efter dårlige idéer
Erfaringerne fra Afghanistan viser, at det er svært at sikre, at de civile indsatser kommer almindelige mennesker til gode og ikke uforvarende hjælper væbnede og korrupte grupper.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange mener, at der har været for lidt debat om udvidelsen af Danmarks militære indsats mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Men set i forhold til udenrigsministerens forslag om samtidigt at sætte »et trecifret millionbeløb af til den helt nødvendige stabilisering af befriede områder i Irak og Syrien«, fremstår diskussionen om det militære bidrag omfattende og livlig.
Det er tilsyneladende ukontroversielt at lægge op til en styrket civil indsats i Irak og Syrien – i hvert fald har det aspekt fyldt væsentligt mindre i medierne.
At kampen mod Islamisk Stat ikke kan vindes med militære midler alene, forekommer da også så indlysende rigtigt, at det kan synes omsonst, ja næsten bagstræberisk, overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved udenrigsministerens plan. Men er Irak og Syrien – med udenrigsministerens ord – vitterligt ”de mest aktuelle steder” i verden at bruge udviklingsbistand?
Som en tretrinsraket
Formelt er alle statslige udgifter, der falder ind under § 6.3 på finansloven og/eller kan indrapporteres til OECD som official development assistance at regne som udviklingsbistand. Dermed er der intet til hinder for, at Danmark kan give udviklingsbistand til Irak og Syrien. Men det er bestemt ikke alt, der kan kaldes udviklingsbistand, der er værd at gøre.
De civile indsatser i Irak og Syrien skal ikke gennemføres med hjælp fra vestlige landtropper, men den bagvedliggende logik er den samme som i Afghanistan og under den forrige Irak-krig: oprørsbekæmpelse som en tretrinsraket, der går ud på at rydde et område for oprørere for så at holde det og sætte gang i civil genopbygning. Lokalbefolkningens hearts and minds skal vindes ved hjælp af bedre regeringsførelse og infrastruktur i form af skoler, sundhedsklinikker, veje, elforsyning, vandingsanlæg etc.
Erfaringerne fra Afghanistan
Det lyder besnærende. Men erfaringerne fra Afghanistan viser desværre, at det er langt mere kompliceret – selv når man er massivt til stede på landjorden med egne tropper – at sikre, at områderne reelt er ”ryddet” for oprørere, og ikke mindst at de civile indsatser kommer almindelige mennesker til gode og ikke uforvarende hjælper væbnede og korrupte grupper.
De problemer vil utvivlsomt være endnu større i Irak og Syrien i dag, end de var i Afghanistan 2001-14.
Den amerikanske pendant til Danida, USAID, har gennemført et omfattende studium af stabiliseringsindsatserne i Afghanistan.
En af konklusionerne er, at de kun virkede efter hensigten, når de blev gennemført i områder, de internationale styrker havde solid kontrol over. Jo tættere indsatserne kom på fronten, desto vanskeligere og farligere blev det for de lokale. Skolebyggerier, vejarbejde og de lokale, der arbejdede på projekterne, blev deciderede mål i sig selv.
Det giver ikke mening
Selv om den danske indsats i Irak og Syrien ”kun” sigter på at bekæmpe Islamisk Stat, er det ikke ligegyldigt, hvem man uforvarende styrker i processen. Man kan naturligvis vælge at håbe på, at det denne gang kan lykkes at etablere legitime regeringsstrukturer i områder, hvor der er blodig uenighed om, hvordan den politiske magt skal fordeles og udmøntes.
I praksis vil der vise sig så mange vanskeligheder, at det – forhåbentligt inden arbejdet for alvor kommer i gang – vil stå klart for alle involverede, at det ikke giver mening at kaste gode penge efter dårlige idéer.
Kontrol via droner
På grund af manglende sikkerhed vil donorerne ikke selv kunne være repræsenteret i områderne. Dermed er man overladt til at benytte såkaldt remote programming ligesom i Afghanistan, hvor stadigt flere områder falder uden for det, den amerikanske rigsrevisor for genopbygningen kalder oversight bubbles.
Inden for boblerne kan man tilse projekter ved at være fysisk til stede – uden for boblerne må man fx bruge droner til at holde øje med, om der faktisk bliver bygget noget af det, der var aftalt. Det siger sig selv, at risikoen for, at pengene falder i andre lommer end de tiltænkte, er langt større uden for boblerne end inde i dem.
Den hjemlige informationskrig
Behovet for hjælp til civilbefolkningen i Irak og Syrien er massivt. Men pengene rækker længere og bedre, hvis vi bruger dem i områder, hvor det rent faktisk er muligt at arbejde civilt. Formentligt vil det også stå klart for udenrigsministeren, når han i løbet af de næste måneder skal til at udmønte pengene i konkrete indsatser.
Så længe det er komplet umuligt at udsende civilt personale, der kan stå for identifikation af og samarbejde med de lokale partnere, er det bedste, Danmark kan gøre, at give pengene til nogle af de multilaterale og humanitære organisationer, der trods de meget vanskelige vilkår nogle steder faktisk formår at nå ud til civilbefolkningen.
Det vil selvfølgelig betyde, at den tætte forbindelse mellem Danmarks civile indsats og den militære ”befrielse” af et område ryger. Men måske går det i virkeligheden mest ud over den hjemlige informationskrig og kampen om at vise handlekraft?