Den verserende ståhej er ude af proportioner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For 30 år siden døde en spand jomfruhummere i Kattegat af mangel på ilt. Historien er velkendt, og følgen heraf blev flere kostbare vandmiljøplaner til gavn for vores havmiljø, men til en vis skade for vores landbrug.

De seneste ugers aktivitet på Christiansborg må siges at kalde på en vis talnøgternhed, som jeg gerne vil redegøre for i min egenskab af akademisk supervisor for daværende ph.d.-studerende Lars Jonasson. Hans afhandling har titlen ”Variability and Dynamics of Dissolved Oxygen in the Transition Zone of the North Sea and the Baltic Sea”, og den er indsendt 30/9/2012 og herefter godkendt.

Det stod klart for Jonasson og undertegnede, at her skulle der trædes forsigtigt, for man kan ikke beskrive iltsvind i indre danske farvande uden at komme ind på tilførslen af total mængde kvælstof fra omgivelserne. Man skal passe på her, for vi ved allerede nu, at embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet og de velkendte syv miljøeksperter regner forskelligt.

Jeg vover dog pelsen her ved at lægge tallene for kvælstoftransporterne til de indre danske farvande frem. Folk kan herefter regne løs på disse tal, men det skal helst ske på et alment accepteret grundlag. Kvælstoftransporterne er angivet i enheden 1.000 tons total kvælstof (nitrogen) pr. år, og tallene stammer bl.a. fra det tidligere DMU, men man kan selv læse mere i afhandlingen.

Dominerende kvælstofbidrag

Fra atmosfæren er kvælstoftallet 62 af de ovennævnte fysiske enheder, mens det fra landdanmark til det indre vanddanmark er en anelse under – nemlig 60. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og hendes embedsmænd har fiflet lidt med dette 60-tal, men vi er i småtingsafdelingen i en grad, så den verserende ståhej er helt og så absolut ude af proportioner.

Imidlertid bidrager både Sverige og Tyskland med deres kvælstofbidrag. Tallene for disse lande ligger henholdsvis på 25 og 11. Det slutter dog ikke her. Mit eget fag, som er fysisk oceanografi (en slags meteorologi i havvand), oplyser, at kvælstofbidraget fra Østersøen ligger på 155-370 og fra Skagerrak og sydover på 223-428.

Disse kvælstofbidrag fra de omkringliggende have ind til indre danske farvande er både meget store og dermed dominerende – helt dominerende, endda. Med disse tal som udgangspunkt kan stort set alle beregne, at den lille ministerielle regnefodfejl er uden nogen praktisk betydning, dvs. en storm i et glas vand. Men sagt lettere omskrevet: »Når miljøet går ind, går forstanden ud«.