Forhandlinger bør føre til indslusningsløn
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
11/2 begyndte trepartsforhandlingerne, hvor der bl.a. vil være fokus på integration af flygtninge på arbejdsmarkedet. Forhåbentlig bliver regeringen, LO og DA enige om tiltag, der for alvor løfter beskæftigelsen blandt flygtninge. I årtier er man gået uden om en af de væsentligste integrationsbarrierer i Danmark, nemlig den høje mindsteløn på ca. 110 kr. i timen. Rigtig mange flygtninge kan ikke producere svarende til 110 kr. i timen, fordi de ikke har relevant erhvervserfaring og har store sprogudfordringer. Hvis man kun kan producere svarende til 70 kr. i timen, er det svært at finde en arbejdsgiver, der vil give 110 kr. i timen.
Den nuværende mindsteløn på 110 kr. i timen virker som en barriere for flygtninge, der vil ind på arbejdsmarkedet. Der er en grund til, at danske arbejdsgivere ansætter østeuropæere til overenskomstmæssig løn, mens de er meget tilbageholdende med at ansætte flygtninge. Og grunden er, at virksomhederne i mange tilfælde vurderer, at flygtningene ikke kan producere svarende til 110 kr. i timen. Vores håb er, at man adresserer denne væsentlige barriere for integration, og aftaler en indslusningsløn på 70 kr. i timen. Vores vurdering er, at det vil øge beskæftigelsen med 7.000 personer. Velfærdskommissionen anbefalede i 2005 en indslusningsløn. Dengang vurderede man beskæftigelseseffekten til 10-15.000 personer (indregnet øvrige integrationsforslag).
Udlicitering af opgaver
Foa har fremlagt et forslag, der bl.a. indebærer, at der skal indføres en elevløn på ca. 70 kr. i timen for flygtninge. De 70 kr. i timen ligger lige præcis på det niveau for indslusningsløn, som vi har anbefalet. Det er godt, at fagbevægelsen erkender, at flygtninge med få danskkundskaber og beskeden erhvervserfaring har svært ved at producere til mindstelønnen på ca. 110 kr. i timen. Og at lavere startløn (her på 70 kr. i timen) kan være den trædesten, der får flygtninge i arbejde. Målet er selvfølgelig, at flygtninge så hurtigt som muligt stiger mærkbart i løn.
Indvendingen over for Foas forslag er, at virksomhederne skal have et løntilskud, når de ansætter flygtninge på elevløn. Det er ikke naturligt for virksomheder at gå via kommunen, udfylde blanketter mv., når de skal ansætte medarbejdere. Desuden er der i ordningen krav om, at flygtninge skal til undervisning i dansk. Det kan også opleves som en barriere for virksomheder. Undervisning bør foregå i fritiden.
Indslusningsløn er ikke et quick fix, der løser alle integrationsproblemer. Jobcentrene skal også blive bedre til at få flygtninge i job. I den forbindelse kan man overveje at udlicitere opgaven til private virksomheder, der aflønnes ud fra, om de får flygtninge i job. Herudover bør geografisk placering af flygtninge ske, hvor der er mange jobmuligheder for den enkelte.