SR-ægteskabet er nu forbi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Radikale Venstre vil tage flere kvoteflygtninge, begynde integrationen fra dag ét og behandle asylsøgere med den værdighed, de fortjener. Det vil Socialdemokraterne ikke. Det kan og må ikke medføre andet, end at De Radikale bryder med deres ufortrødne opbakning til Mette Frederiksen som Danmarks næste statsminister. Så længe Socialdemokraterne fører Dansk Folkepartis udlændingepolitik, er SR-parløbet dødt.

Socialdemokraterne har taget et kvantespring til højre på den værdipolitiske skala. Det er nu blevet socialdemokratisk politik at isolere flygtninge i afskårne landsbyer, at tage flygtninges smykker og værdigenstande og at holde flygtningefamilier adskilt i tre år. Det var ikke socialdemokratisk politik for bare et år siden.

Socialdemokraterne skal have lov til at skifte kurs. Jeg er ikke en del af den socialdemokratiske bevægelse og vil ikke blande mig i, om partiets nye flygtningepolitik er rigtig eller forkert. Jeg vil til gengæld svært gerne blande mig i, hvem Radikale Venstre danner regering med.

Den forrige SR-regering skabte stærke resultater, men dengang var de to partier også mere enige end i dag. Socialdemokraternes værdipolitiske højredrejning har bragt dem milevidt fra Radikale Venstres solidaritet over for verdens fattigste. Alligevel holder Radikale Venstre fast i den vaklende S-taburet. Så sent som i sidste uge slog Morten Østergaard fast i et interview, at Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen som Danmarks statsminister trods partiets nye udlændingekurs.

Suverænt vigtigste dagsorden

Det er ikke godt nok. For hvad er et regeringssamarbejde værd, når R og S er så fundamentalt uenige om den suverænt vigtigste politiske dagsorden? Hvor mange asylstramninger kan man bære i bytte for en håndfuld ministerposter?

Socialdemokraternes syn på udlændinge, der nærmer sig DF-niveau, er simpelthen en for stor kamel at sluge for den radikale bevægelse. Det bør det i al fald være. Hvis ikke Socialdemokraterne ændrer kurs, er en SR-regering ikke holdbar. Kritikerne vil nu sige: »Så kender man det gamle Radikale Venstre. Man ved aldrig, hvor man har dem.« Men jo, man ved netop, hvor man har os. Vælgerne kan stole på, at vi prioriterer politik i stedet for personer. Som midterparti har vi gennem historien valgt de samarbejder, som resulterer i mest radikal politik. Det er ikke vores svaghed, men vores styrke.

Jeg håber, Morten Østergaard og co. vil tage konsekvensen af, at Socialdemokratiet har giftet sig med Dansk Folkeparti og overtaget deres udlændingepolitik. SR-parløbet skal skydes til hjørne og først genovervejes, når Socialdemokratiet kaster symbolpolitikken fra sig og genfinder humanismen. Indtil da må S stå alene med deres strammerkurs.