Energisektorens gøgeunge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den magtfulde bestand af danske energilobbyister er løbet ind i lidt af et dilemma. Det er blevet dem frygteligt svært at forklare fornuften i, at de PSO-milliarder, der hvert år opkræves på danskernes elregning, fremover skal kunne gå til energispekulanter i Østeuropa.

Derfor står de – helt fornuftigt – nu i kø for at skyde ordningen ned. Sandheden er dog, at de selv bærer en stor del af skylden for, at det danske støttesystem er nået så vidt. Igennem årene har en næsten uhindret lobbyindsats næret en gøgeunge, som yder massiv statsstøtte til hele energisektoren. Stort set al energiproduktion er nu på bistandshjælp – biogas, vind, flis, fjernvarme mv. Og statsstøtte er jo dejligt, når man ikke skal dele med alt for mange.

Gøgeungen har fået næring, fordi lobbyorganisationerne og embedsapparatet har kunnet hente finansieringen via elregningen. Udgiften har aldrig talt med i det almindelige skattetryk, til trods for at det har præcis samme effekt.

PSO-relaterede investeringer har aldrig reelt indgået i den samfundsøkonomiske prioritering på linje med motorveje og supersygehuse. Det har kørt i sit eget lukkede cigarkassesystem, hvor politikere glædede sig over at kunne føre ”gratis politik” uden at spørge finansministeren, og samtidig fik sektoren snablen i forbrugernes lommer.

Når virksomhederne våndede sig over omkostningen, skruede man blot ekstra op for forbrugernes betaling. Ingen bekymrede sig om, at statens energieventyr blev ført for danskernes regning.

Regningen fra lobbyfesten

Nu er PSO-festen blevet forstyrret af EU, fordi den er i strid med bl.a. statsstøttereglerne. Selvom en finanslovsløsning ikke er optimal, er der en lille opmuntring at finde i, at der kommer styr på regningen fra lobbyfesten, og at PSO’en kommer under sædvanlig demokratisk og økonomisk kontrol.

Ved at anvende mere rationelle styringsmekanismer vil man givetvis kunne opnå politiske målsætninger for lavere omkostninger. Svenskerne bygger også masser af vindmøller – faktisk flere end i Danmark – og de kan gøre det uden PSO-afgifter og planøkonomi. Nemlig ved hjælp af et markedsbaseret certifikatsystem. Her må være noget at lære for en borgerlig regering.