Venstre-minister på vildveje

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At en energiminister giver urigtige oplysninger til befolkningen, er vi efterhånden vant til. Alligevel er det skuffende, at også den nye Venstre-minister Lars Chr. Lilleholt forleden morgen i Danmarks Radio oplyser, at vindmøller i 2015 har dækket 42 pct. af Danmarks elforbrug. I samme radioavis oplyser speakeren, at desværre eksporteres en stor del af den producerede vindstrøm til udlandet, fordi vindstrømproduktionen er for stor, når det blæser kraftigt.

Hvordan hænger det så sammen? Det gør det ikke. Det er simpelthen en systematisk gentaget fejloplysning, at Danmark dækker mellem 39 pct. og 42 pct. af sit elforbrug med vindenergi. Den i radioen omtalte store eksport af vindstrøm (oftest til meget lave priser) betyder, at ca. en tredjedel af vindstrømmen tvangseksporteres til et internationalt el-marked, der i forvejen er overfyldt med vindstrøm. Da vindmølleejerne skal have deres tilskudskroner alligevel, så er det de danske forbrugere, der må betale for, at vi kan eksportere overskudsstrøm.

Ministeren er tydeligvis påvirket af mølleindustriens ”godtkøbs-argumenter”, det høres på ordvalget.

Men der er heller ikke megen reel information at hente i statistikken fra den officielle Energistyrelse om eksport af vindmøllestrøm. Styrelsen opgør, at vindmøllerne i 2014 producerede 47 PJ (=13 TWh), og at elforbruget var 111 PJ (=31 TWh). Man må heraf slutte, at møllerne dækker 42 pct. af forbruget. Det fremgår således slet ikke af Energistatistik 2014, at der eksporteres vindmøllestrøm. Dette på trods af at der de sidste fem år, især i vintermånederne, eksporteredes op til 50 pct. af den producerede vindmøllestrøm.

Købes til overpris

Til gengæld importeres betydelige mængder strøm, når møllerne især om sommeren står stille. Danmark er således ikke mere selvforsynende med el, for de danske elværker lukker ned, fordi den subventionerede møllestrøm gør deres produktion urentabel. Den importerede strøm købes til en overpris, der i gennemsnit ligger 50 pct. over, hvad Danmark får for at eksportere vindmøllestrøm, så også her er der et milliardtab.

Men milliardtabene er ikke gjort med det. Den uensartede vindmøllestrøm kræver i stigende grad balanceforanstaltninger, fx nye udenlandskabler for at komme af med overskudsstrøm. Det koster milliarder, men nytten er tvivlsom, for hvem skal man eksportere til, når det europæiske marked i stigende grad bliver oversvømmet med vindmøllestrøm?

Det største tab er dog tabet af et harmonisk og smukt dansk landskab, som vi alle har brug for, og som politikerne burde beskytte. For tusinder af beboere i landzonen, der ufrivilligt bliver naboer til kæmpemøller, er tabet af både livskvalitet og størstedelen af den opsparede værdi i deres nu usælgelige boliger.

Politikerne burde ikke udelukkende lytte til den industri og de konsulenter, der tjener millioner på at ændre energiproduktionen. Danmark er ikke et foregangsland, men et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når man ensidigt satser på den stærkt opreklamerede vindmølleløsning. Der er god grund til, at både ministeren og folketingsmedlemmerne sætter sig grundigere ind i de energipolitiske muligheder og begrænsninger.