De ”udflytningstruede”

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der har været en lang række klagesange fra statsansatte, hvis arbejdspladser flyttes. Senest i JP 2/11, hvor Henrik J. Granat ”føler sig behandlet som kvæg”.

Men klagesangene er falske. HJG og andre misforstår hele situationen: De bliver jo ikke flyttet rundt som kvæg. Det er deres arbejdsplads, som flyttes, og de får tilbud om at flytte med.

Inden for forsvaret og politiet kender de ansatte til at blive forflyttet, og det samme gør mange medarbejdere i private virksomheder – og ikke bare inden for Danmarks grænser.

Men de ”udflytningstruede” bliver jo ikke forflyttet. Deres arbejdspladser forsvinder heller ikke som f.eks. mange slagteriarbejderes. Så hvad jamrer I over? Er offermentaliteten i de mange klagesange et sandfærdigt udtryk for de statsansattes generelle holdning? Hvor er begejstringen, entusiasmen og stoltheden ved jeres arbejde?

Rollen som opgivende grædekoner er ikke klædelig for etaterne. Tør nu øjnene og begynd at arbejde positivt og loyalt med at gennemføre de beslutninger, som jeres arbejdsgiver har truffet. Det turde være en rimelig forventning til en embedsmand.