Løftestangen Europol

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sit indlæg om Maastricht og det nationale kompromis (1/8) beklager Louise W. Lindhagen, at et evt. ”ja” til politikernes tilvalgsmodel ved den kommende afstemning kun er et ”måske” til fuldt medlemskab på det retslige område.

LWL kan være helt tryg. Hvis danskerne kommer for skade at stemme ja til politikernes tilvalgsmodel, vil resten af retsforbeholdet – herunder Danmarks suverænitet til selv at bestemme udlændingepolitikken – efterfølgende blive afskaffet, for det er der flertal for i Folketinget, men politikerne vil hellere bide tungen af end indrømme det før afstemningen. De tør ikke.

Det er rigtigt, at vi kun hører om Europol, men det er, fordi alle naturligvis gerne vil bevare dette samarbejde, og politikerne håber, de kan bilde os ind, at vi kun kan blive i det, hvis vi stemmer ja til dén tilvalgsordning, som vil give dem fri råderet over hele retsforbeholdet, men det er en kæmpe løgn, som skal afsløres hurtigst muligt.

En sætning, som »kun Europol fremhæves som det (...) samarbejde, danskerne bør vælge til«, er et fint eksempel på vildledning. Danskerne kommer ikke til at kunne vælge noget til.

Det, vi skal stemme om, er, om vi vil give Folketinget mulighed for ved tilvalg af EU’s regler at afskaffe ikke bare forbeholdet for politisamarbejdet, men hele retsforbeholdet inkl. Danmarks suverænitet over asyl og indvandrerpolitik den dag, de måtte få lyst til det uden at skulle spørge os andre.

Den mulighed synes jeg ikke, vi skal give dem, så jeg stemmer klart nej og er overbevist om, at hvis det bliver resultatet, vil der kun gå ganske kort tid inden Europol-problemet er løst. Det er nemlig i alle parters klare interesse (undtagen forbrydernes).