Derfor tabte venstrefløjen folketingsvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

V-regeringen har kun siddet få uger ved magten, men har allerede udfoldet mere politik end den hedengangne SR(SF)-regering nåede på fire år. Paradoksalt nok er det en borgerlig regering, der virkeliggør den legendariske socialdemokrat Olof Palmes ord om, at politik er at ville. Klichéen om, at det gælder at gøre en forskel i politik, har fået kød og blod med den nye regering.

Tag Venstres forsvarsordfører Peter Juel Jensens udtalelser om valget af de nye indkøb af fly til forsvaret: »Jamen, jeg er uddannet folkeskolelærer. Jeg er ikke uddannet til at købe kampfly«. Netop – Juel Jensen er politiker og træffer politiske valg.

Inger Støjberg skal nok med kagerullen få nedbragt antallet af asylmodtagere, Eva Kjer Hansen har erklæret krig mod miljøhippierne, og videnskabsministeren bekendtgør, at Gud skabte jorden.

Embedsmænd var politikere

Selv er jeg uenig i regeringens udmeldinger. Men hvor er det forfriskende, at politikerne nu agerer som politikere. Under SR-regeringen var det embedsmændene, der var politikere, mens politikerne var embedsmænd. Dette koks er forklaringen på mange af de skandaler, der ramte en række ministre og topembedsmænd under den tidligere regering.

Så snart de røde visioner løb ind i de grumme Excel-ark i Finansministeriet, gav SRSF-ministrene fortabt. Ministrene lod sig løbe om hjørner med af embedsmændene. I dag er det svært at få øje på, hvad arven egentlig er efter den regering. Et eksempel: Kolleger og kommentatorer var rystede, da Dan Jørgensen blev udnævnt til fødevareminister; for her var en minister, der havde klare holdninger omkring sit ressortområde. Han måtte allerede på sin første tur i ministerbilen på vej til dronningen berolige pressen med, at han som socialdemokratisk minister naturligvis ikke havde tænkt sig at advokere for sine velmente, grundlæggende socialdemokratiske visioner.

Røde hjertesager blev droppet

SR-regeringen stod ikke fast på mærkesagerne: Den accepterede, at der kunne dispenseres fra planloven om forbud mod byggeri i kystnære områder, og kravet om randzoner i landbruget blev lempet. Når den tidligere regering på den måde gav sig i forhold til miljøet, er det i dag med til at legitimere en langt mere radikal liberalisering på disse områder fra den nuværende regerings side.

Hvad der burde have været røde hjertesager blev droppet: øremærket barsel til mænd (som der var flertal for i Folketinget), fedt- og sukkerafgifter til gavn for ikke mindst børnenes helbred, forbud mod købesex og en betalingsring omkring København.

Rød blok savner overordnede idépolitiske pejlemærker. De er vigtige som vejvisere og samlingspunkter, når retningen for løsningerne skal findes. Et idémæssigt udgangspunkt kan give partierne identitet, retning og troværdighed. Uden en sådan forankring følger partierne i rød blok en siksakkurs, hvor de bliver kastebolde i den mediebårne og personcentrerede politiske debat.

Vi har tidligere set det med Centrum-Demokraterne, hvis politik blafrede som et siv for vinden – og som endte med at gå ned med mand og mus. Ny Alliance skvattede bl.a. sammen, fordi der hverken var et idégrundlag eller blot nogle sammenhængende idéer at holde sig til.

Der var ingen rød tråd i det, SRSF-regeringen stod for. Kurs og retning syntes vilkårlig. Det var uklart både for vælgerne og for partierne, hvad visionen var, og hvilke politiske konklusioner der burde drages.

Der er behov for selvransagelse i rød blok efter valget. Resultatet var tæt, men på bundlinjen står, at et flertal af vælgerne gav stafetten videre til blå blok. Hvis ikke partierne i rød blok genfinder den politiske vision og tør stå ved den, er resultatet af næste folketingsvalg let at forudsige: Et styrket Venstre og en blå blok, der vil konsolidere sit greb om magten.