Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Grænsekontrol, ja tak

Peter Skaarup, gruppeformand (DF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Oluf Bak Andersen beskylder 5/7 i Jyllands-Posten DF for at ønske grænsekontrol på baggrund af frygt for fremmede. Det er trivielt at få stukket det såkaldte frygtkort i næsen, hver gang man plæderer for, at det skal være vanskeligere for kriminelle fra blandt andet Østeuropa at komme til Danmark og begå forbrydelser. Blandt andet derfor vil Dansk Folkeparti have grænsekontrol. Det er der jo masser af lande i Europa, der har.

Lad mig blot nævne nogle enkelte eksempler: Der er grænsekontrol i de sydsvenske færgehavne i Helsingborg, Karlshamn, Malmø, Trelleborg og Ystad. Svenskerne har også grænsekontrol på Øresundsbroen i Lernacken. Tyskland har flere gange skærpet sin grænsekontrol med betjente ved grænsen til Polen. Ungarn vil lave et grænsehegn. Der bliver opført et 175 kilometer langt, fire meter højt grænsehegn langs den ungarsk/serbiske grænse for at dæmme op for illegale indvandrere.

Hvorfor er det alene en i international sammenhæng forholdsvis enkel grænsekontrol i Danmark, der skal have så mange knubbede ord med på vejen? Det er jo tværtimod OBA, der puster til frygten med sin påstand om, at tyske forretningsmænd skulle blive så trætte af køkørsel, at de drejer til venstre før grænsen for at lægge deres millionaftaler i Holland. Jeg tror ikke, at tyske erhvervsdrivende fravælger Danmark på grund af nogle minutters forsinkelser, hvis det skulle komme dertil. Det er nok andre og mere erhvervsrettede argumenter, der er bestemmende for, hvor man ønsker at investere. Og så gør OBA sig skyldig i endnu et vildskud. Han skoser medlemmer af Dansk Folkeparti for at rejse på ferie i udlandet, når samme DF’ere mener, at man skal frygte udlændinge.

Jamen, det er da dejligt at møde udlændinge i deres egne lande med deres kulturer og levevis, ligesom det også kan være interessant at tale med turister og udlændinge her i Danmark. Derfor behøver man ikke give ophold her i landet til personer, der ikke vil Danmark. I den forbindelse ser jeg gerne grænsekontrol, så vi bedre bliver i stand til at kontrollere, om personer, der kommer ind i landet, har rent mel i posen. Jeg synes egentlig ikke, at det er for meget forlangt.