De politiske flakkere
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har det ligesom Johs H. Christensen (JP 10/6). Også jeg nærede stor beundring for Socialdemokraterne som stor dreng og ung. Jeg kan fx nævne folk som Anker Jørgensen, Jens Otto Krag, Thorkild Simonsen og Svend Auken. Kapaciteter, der nåede topposter efter at have tjent deres parti i årtier. Det er svært at få øje på socialdemokrater af det format i dag.
Jeg er i hvert fald helt enig med JHC, når han skriver: »Hvorfor favner partiet trøstigt politiske flakkere og giver dem prestigeposter frem for ældre, trofaste, kompetente partimedlemmer? Hvem er de, flakkerne?« Ja, hvem er de? Socialdemokrater af hjertet eller blot beregnende karrieremagere, der bl.a. kynisk forlod den synkende SF-skude for at søge den politiske lykke i et andet parti og fandt den. Hvis det er tilfældet, hvad meget tyder på, må jeg sige: Man mærker hensigten og bliver forstemt.