Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Israel som ét stort fremmedelement

Anders Viftrup, lærer, tidl. kontaktperson, for ”Support Israel” Gudrunsvej 48 st., Brabrand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Christian Braad Thomsen skriver 16/5 i debatindlægget ”Kritik af Israel er ikke antisemitisme” bl.a. om Movias beslutning om at fjerne Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings kampagne på de københavnske busser. Den bliver gjort til en debat om ytringsfrihed. Men problemet ligger, som jeg ser det, et andet sted.

På busannoncen blev der nemlig også vist nogle historiske landkort af Palæstina uden henvisning til det britiske mandat eller arabernes egen afvisning af delingsplanen fra 1947, og så bliver det helt ”glemt”, at vi jo stadig venter på oprettelse af en suveræn, palæstinensisk stat.

Man fremstiller i stedet hele Israel som ét stort fremmedelement og sætter derfor spørgsmålstegn ved selve det jødiske hjemland på en helt meningsløst sårende og selvfølgelig direkte manipulatorisk måde, som slet ikke hører hjemme i nogen reel debat.

Palæstinenserne bliver dybt beklageligt misbrugt af den traditionelle venstrefløj til dens sædvanlige ideologisk-dogmatiske Israel-had, som kun forværrer konflikten. Og formørkede, islamistiske kræfter kan bruge det, hvilket ikke mindst koster palæstinensiske liv.

Muslimske lande står sammen

Den uproportionerede fordømmelse af Israel, som foregår på den storpolitiske scene, har en meget tvivlsom forklaring. Mange erklærede antisemitter og holocaustbenægtere, som helt åbenlyst udgør de værste overtrædere og krænkere af menneskerettighederne i verden, spiller en stor rolle i FN’s konstante fordømmelser af Israel. Og selvfølgelig også med en stor hjælp fra deres trofaste, uhellige allierede på den internationale venstrefløj.

Israel er her meget lille og svag, da Den Arabiske Liga består af over 20 lande, og de muslimske lande er allierede i Den Arabiske Liga i alle sager omkring Israel. Dvs. at det beløber sig til op over 50 stemmer og kan på denne måde hele tiden lave flertal.

Det betyder i praksis, at Israel overgår selveste Nordkorea og diverse diktaturstater, som henretter vantro, hænger homoseksuelle og stener kvinder for utroskab, i antallet af fordømmelser.

Vanvittigt opblæst

Den propalæstinensiske propaganda er så vanvittigt opblæst, at vi fuldstændig glemmer, hvor små dimensioner vi reelt set har med at gøre. Til sammenligning kostede Pakistans oprettelse omkring 14 millioner flygtninge og udløste en krig med omkring en million dræbte.

Men hvis nogle Muhammed-tegninger kan sætte de selvsamme menneskers sind i kog, kan oprettelsen af en jødisk stat selvfølgelig i helt vanvittig grad.

Jeg håber inderligt, at palæstinenserne en dag må blive befriet fra både islamistisk og venstreorienteret misbrug, da det kun vedholder og optrapper konflikten samt Israels forsvar og restriktioner imod den.