Demokratiet til grin
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De alvorlige konsekvenser af ændringer i offentlighedsloven, som blev ændret i 2012, viser sig nu. Og det viser virkelig, at vi har Nordens ringeste regler – misvisende kaldet offentlighedslov. Loven burde hedde mørklægningslov, og det ses helt klart nu.
For det er en direkte konsekvens af mørklægningsloven, at EU-kritiske partier i Folketinget ikke kan få indsigt i embedsværkets analyser og rapporter i forhold til diskussionen om den gode danske EU-retsundtagelse, som sikrer os selvbestemmelse f.eks. med strafferet og strafferammer samtidig med, at den ikke afskærer os fra at samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet.
Embedsværket er altså ikke regeringens og EU-partiernes private ejendom. Derfor er det fatalt, at kun den ene side kan få indsigt og dermed også være i stand til at imødegå argumenterne. Det er groft og undergravende for demokrati og retssikkerhed og betyder, at bare tanken om en fair folkeafstemning er helt i mølposen. Retsforbundet advarede kraftigt mod lovændringerne. Det var og er et af flere skridt i undergravning af retssikkerheden og demokratiet. Desværre er det end ikke stoppet med det. Undergravningen af retssikkerheden fortsætter – senest med regeringens forslag om blindt at overlade overvågning i flæng til efterretningstjenesterne – uden dommerkendelse.
Det er ganske enkelt det helt forkerte svar på terrorisme at afmontere demokrati og retssikkerhed. I stedet skal man bruge demokratiske redskaber. Danmark nærmer sig tilstandene i en række af de lande, vi ynder at kritisere. Og for at føje spot til skade udtaler Lars Barfoed, at han godt »forstår nysgerrigheden«. Undskyld, men han gør ganske enkelt grin med borgere, demokrati og retssikkerhed og reducerer hele denne alvorlige problemstilling til blot et spørgsmål af nysgerrighed, når der er tale om afmontering. Det er arrogant.