Fortsæt til indhold
Debatindlæg

De hemmelige svinefabrikker

Kjeld Hansen, gårdejer og journalist, Druebjerggård, Tåstrupvej 31, Klippinge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Østre Landsret har afgjort, at Fødevareministeriets liste over MRSACC398-inficerede svinefabrikker fortsat skal holdes hemmelig.

Afgørelsen blev mødt med stor tilfredshed af minkavler Martin Merrild, der er formand for den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer. Merrild har udtaget stævning mod Fødevareministeriet for at tvinge en permanent hemmeligholdelse igennem, og indtil videre har Østre Landsret givet ham medhold.

L&F er så opsat på at demonstrere mandig handlekraft, at man er parat til at se stort på, at der stadig er 32 pct. af svinebesætningerne, der ikke er inficerede. På Sjælland og Lolland-Falster er det en endnu større andel nemlig 47 pct., der er ”rene”.

Disse producenter har et helt legitimt krav på at kunne sikre sig mod smitte, når de indkøber smågrise og handler avlsdyr. Med strategien om hemmeligholdelse svigter L&F disse medlemmer, og der er allerede sjællandske svineproducenter, der overvejer at hente rene smågrise i Sverige for at sikre deres MRSA-frie status.

På samme måde har de titusinder af lønarbejdere i svinestaldene et klart krav på at kunne få oplyst hos en pålidelig og uafhængig kilde, dvs. det offentlige, om deres arbejdsplads er inficeret. Det gælder ikke mindst de mange tusinder af udlændinge. Men L&F-strategien om hemmeligholdelse prisgiver også denne gruppe til den enkelte producents ærlighed og forgodtbefindende.

Endelig blokerer L&F effektivt myndighedernes forsøg på at dæmme op for epidemien. Spørg en hvilken som helst erfaren epidemiolog om den helt nødvendige forudsætning for at nedkæmpe smittefarlige sygdomme, og du vil få svaret: åbenhed omkring smittekilderne. Det virker ganske bekymrende, hvis Martin Merrild og L&F virkelig forestiller sig at kunne hemmeligholde 6.000 virksomheders arbejdsmiljøforhold i al evighed. Så vil der virkelig være skabt grundlag for rygtedannelser.