Landsforræderiet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mon ikke det er på tide, at regeringen lader fremskrive, hvordan Danmark vil se ud om 20-30 år, hvis indvandringen hertil fortsætter og vil være på måske 20.000 personer hvert år, hvortil kommer familiesammenføringerne?
Det er lykkedes for politikerne i de forgangne 20-30 år at forvandle vort land fra et fredeligt og trygt sted til at være et land, hvor trusler fra visse muslimske indvandrere har gjort, at nogle mennesker skal have politibeskyttelse døgnet rundt.
Jeg tror desværre, at de fleste af politikerne er ligeglade. De har jo deres gode udkomme og bestemmer selv deres løn, så hvorfor hidse sig op over, at der årligt vil komme mange uintegrerbare indvandrere fra Afrika og Mellemøsten? De enorme omkostninger, utrygheden og kriminaliteten i nærheden af de allerede mange ghettoer og parallelsamfund, ser de bort fra.
Det er ellers steder, hvor politi og brandvæsen kan være udsat for overfald, hvis de viser sig. I sin tid kunne det lade sig gøre at få en folkeafstemning om nogle jordlove. Hvorfor kan det så ikke nu lade sig gøre at få en folkeafstemning om, hvorvidt vi ønsker den fortsatte uhæmmede indvandring fra de overbefolkede lande rundt om i verden?
Konventioner kan opsiges
Man behøver ikke at være et regnegeni for at finde ud af, at presset aldrig vil aftage, idet befolkningen i disse lande er vokset til det tredobbelte siden 1950 og stadig er voksende.
Men så siger politikerne, at de jo har underskrevet nogle konventioner, så vi kan jo ikke stå ved grænsen og bestemme, hvem vi vil lukke ind. Nu er det jo sådan med konventioner, at de kan siges op, og en kontrol med hvem, der vil hertil, er nødvendig.
Jeg tror, at politikerne er klar over, at en afstemning vil sætte en stopper for indvandring, og derfor vil de end ikke overveje det. Men hvordan er det, har vi ikke folkestyre?
For at sige det rent ud, så er det, vi er vidne til nu, et forræderi mod det danske folk. Der er ikke i danmarkshistorien eksempler på, at nogen har tilføjet landet så stor skade, som nu de kulturradikale og deres medløbere har gjort.
Det er i orden at medvirke til at lindre nøden i verden, og det gør vi også. I forhold til vort befolkningstal er der ingen lande, der har givet mere og stadig gør.
Men vi er ikke forpligtiget til at ødelægge os selv og vort eget land ved til evig tid at holde åbent hus for alle fra ”Langtbortistan”, der måtte føle sig forfulgte, for så går vi selv til grunde.
Hvis der er nogen, der synes, at vi giver for lidt til de nødstedte, så er der jo ingen, der vil hindre disse mennesker i selv at gå til lommerne. Det gælder både socialisterne, de radikale, biskopperne og hele resten af godhedsindustien.
Det er en pligt at værne om vort land, ikke mindst af hensyn til vore efterkommere.