Angela Merkels instituerede jubilæumstale
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I forbindelse med fejringen af 25-året for Murens fald sagde Angela Merkel i en tale, hvor man havde indtryk af, at hvert eneste ord var velovervejet og institueret, bl.a.: »Et forenet Europa, der er bygget på fælles værdier, giver den enkelte alle chancer for at leve sit liv efter eget ønske. Et forenet Europa kan finde mere gehør for sine interesser og værdinormer, end landene kunne enkeltvis.«
På en måde er der noget indbygget selvmodsigende og dermed foruroligende indbygget over udsagnet. Med EU-institutionernes evige stræben efter mere magt og indflydelse over landegrænser er det en sæbeboble, der er dømt til at briste på et tidspunkt. Vi taler om 28 forskellige lande med over 500 millioner indbyggere.
De enkelte lande har da større mulighed for finde gehør for deres interesser og værdinormer uden at skulle tilpasse sig kulturen i de øvrige 27 lande. Hvis der skal være opbakning bag love, der vedtages, kan det bedst lade sig gøre inden for samme sprogområde, så en demokratisk beslutningsproces kan foregå med folkelig deltagelse.
Havde Europa i dag været 28 selvstændige lande, havde Rusland haft et meget ringe alibi for at opføre sig, som man nu gør i Ukraine. Des større unioner, des mere gødes jorden for typer som Putin.
Fostret af fantaster
Professor Bent Jensen skriver fyndigt i 1998, at »unionsprojektet er fostret af fantaster, der er fulde af foragt for folket, og som drømmer om den dirigerede harmoni, hvor alle marcherer i takt til den samme, europæiske melodi. Og den melodi, der afspilles så skingert, hedder Herren hjælpe os ”sikring af freden og demokratiet i Østeuropa” – se yderligere
uretten.dk/fra-union-til-union«.
Håbet for Europa er, at Tyskland ophører med at være bange for sin egen skygge og tør være sig selv. Nabolande bør ikke frygte Tyskland med det solide demokrati, der nu er opbygget, hvor magten er opdelt i de mange Länder efter amerikansk forbillede. Derfor dumper Angela Merkels 25-års jubilæumstale ved en nærmere analyse.