*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Det mener partierne om kollektiv transport

Jyllands-Posten har bedt de 11 partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget, om at forholde sig til en række kommunal- og regionalpolitiske emner. Illustration: Lisbeth Birkholm.

Hvad er den kollektive transports største udfordring?

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen: Et godt vejnet og en god kollektiv trafik er afgørende for et sammenhængende Danmark. Derfor vil Socialdemokratiet indføre en timemodel, der gør det hurtigere at rejse med tog mellem de større byer. I dag oplever for mange pendlere forsinkelser, ligesom de mindre samfund har oplevet, at busruter er blevet sparet væk. Derfor ønsker vi fortsat investeringer i den offentlige transport.

Radikale Venstres partiformand, Morten Østergaard: Der er for få og gammeldags tog og jernbaner. Det betyder aflysninger, få siddepladser og forurenende dieseltog. Vi vil investere i flere og mere moderne jernbaner, så togene kan køre hurtigere, oftere og der bliver plads til flere. Og vi vil investere i nye tog, så vi kan komme af med de gamle, som går i stykker og forurener meget.

Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard: Det varierer fra sted til sted. Udfordringer med kollektiv transport afhænger meget af, hvilken kommune man befinder sig i. Nogle steder er tæt trafik en hæmning for både kollektiv transport og privatbilisme. Andre steder er der mere behov, at man kan køre i sin bil end så meget andet. Et tredje sted er der for få brugere til at holde en rute åben.

Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund: At vores offentlige transport ikke virker, da Banedanmark og DSB simpelthen ikke kan samarbejde ordentligt. Begge dele skal privatiseres, så pendlerne kan få gode priser og tog til tiden.  Som led i et ønske om en god sammenhængende kollektiv trafik i hele Danmark skal der i udbuddet tages højde for dette.

Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl: Den kollektive trafik skal være mere attraktiv. Det skal være nemt at komme fra a til b, uanset om man bor i København eller Brønderslev. Nogle steder i Danmark er det at have en bil næsten en nødvendighed. Men det skal også være nemt at tage bussen eller toget. Vi skal have en offentlig transport, som er attraktiv at vælge til – på den måde vil den ikke blive valgt fra til fordel for bilen.

Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen:  Den kollektive trafik skal i vides mulige omfang klare sig på markedsvilkår. Der er en række kommunale transportselskaber, som vil kunne afhændes til private aktører.

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov: Manglende stabil kollektiv transport sender folk over i bilerne, hvorefter ingen kan komme frem i byerne, og miljøet lider. Dækningen i tyndtbefolkede områder skal være bedre i form af f.eks. teletaxier. Øget investering i miljømæssigt bæredygtige og driftssikre busser og tog på land og i by er nødvendig.

SF's partiformand, Pia Olsen Dyhr: Togfonden skal realiseres, så vi får hurtigere og bedre tog i hele landet. 

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen: Passagererne i den kollektive trafik kan i dag ikke altid regne med køreplanerne. Det er frustrerende, når man forgæves skal vente på f.eks. toget. Fokus skal derfor lægges på, at vi på de eksisterende baner sikrer tog til tiden. Og vi skal sikre, at den kollektive trafik – på tværs af både tog og busser – arbejder bedre sammen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper: Højrefløjen investerer i biler på bekostning af tog og busser. Det er usmart, da kollektiv transport skaber mindre trængsel på vejene og er en stor gevinst for klima og miljø. Den kollektive transport skal være så god og billig, at den er det foretrukne valg. Vi skal investere mere i letbaner, busser, cykelstier og i vores tognet.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk:  Vi skal have investere i offentlig transport og arbejde for, at den bliver så grøn og bæredygtig som muligt. Den offentlige transport rummer kæmpe potentialer for at nedbringe CO2-udledningen og bilismen i byerne. Det kræver, at vi begynder at investere i den offentlige transport og stopper den udsultning, der har fundet sted i årevis.

Find flere svar fra partierne på jp.dk/partierne

Pendler: Her er mine bud til at styrke den kollektive transport

Trafikforsker: De partier, der gav os idéen om timemodellen, skulle tage sig sammen

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Sygepljerske og forfatter: Nogen bør gøre noget, fordi læger tager så grueligt fejl
Hanne Holst Rasmussen, sygeplejerske og forfatter, Dagmar Petersens Gade 78, Aarhus C
En lang række andre patientgrupper med komplekse lidelser som f.eks. irriteret tyktarm, fibromyalgi, kronisk borreliose, stofskiftesygdomme etc. udsættes i dag for psykiatrisering.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her