Kronik: Børns ret til krat!

Mange moderne institutions legepladser er som indhegnede reservater. Bag det meterhøje hegn er alt det farlige og spændende væk. Vandløb og vandhuller er dækket til. Træer og anden naturlig bevoksning er skåret ned eller fældet. Store områder er belagt med fliser eller asfalt. Alt sammen for at give plads til blødt formede legeredskaber i alle regnbuens farver med afrundede hjørner på stødabsorberende underlag. Det moderne æggebakkebarn er pakket forsvarligt ind. Nogle steder endda overvåget med webcam, så forældrene kan følge barnet i børnehaven hele dagen - og på den måde dulme den dårlige samvittighed over manglende tid og nærvær. Men med indpakningen, der ofte er sket i den bedste mening, har vi også smidt nogle afgørende udfoldelsesmuligheder væk. Som ikke blot giver en dårligere motorik, men som har grundlæggende indflydelse på børns sociale og læringsmæssige udvikling. Det handler om børn og deres ret til barndom og ordentlige fysiske rammer.

Mange moderne institutionsbørn er henvist til særligt indrettede reservater. Hegnet er ofte mere end 1½ meter højt. Meget af tiden lever de indendørs i små dårligt udluftede rum, hvor bakterier og vira stortrives side om side med råd og svamp fra dårligt byggeri og indeklima. Udendørsarealerne er ofte udstyret med dyre og pædagogisk korrekte redskaber, der er udviklet til at kunne stimulere og udfordre børnene bedst muligt. Underlaget er for det meste fliser eller beton - på særligt udsatte steder dog kombineret med specielle stødabsorberende materialer. En hver naturlig bevoksning, der kunne udfordre, er blevet fjernet eller kvalt af velmenende voksne. Mulighederne for hudafskrabninger og blå mærker er indskrænket til et absolut minimum. Alt sammen i den bedste mening - og i sikkerhedens og forsikringsselskabernes hellige navn.

På den anden side af hegnet råber forskere og praktikere vagt i gevær.

Vi har skyllet noget ud med badevandet i vores iver efter at sikre barnet i alle ender og kanter. Flere nyere feltundersøgelser peger da også på nødvendigheden af gode fysiske udfoldelsesmuligheder i det fri, som noget helt afgørende for børn motoriske udvikling, der igen hænger uløseligt sammen med barnets og den unges intellektuelle udvikling, videnstilegnelse, læring og sociale færdigheder. Før, i og efter skolen. Men det handler ikke blot om udfordringer i det fri. Om at være udendørs. Der er forskel på kvaliteten og konsekvenserne af børns fysiske aktiviteter.

Langt den største del af børns aktive og vågne tid tilbringes i institutioner. På godt og ondt.

Det er der legekammeraterne er, og den eneste pasnings- og opbevaringsmulighed, når nu de fleste forældre vil kombinere børn, videreuddannelse, arbejde og karriere på en gang. Det er i hvert tilfælde de færreste, der konsekvent vælger anderledes. Det stiller høje krav til institutionernes indretning og muligheder for at give børnene en god, sund og varieret motorisk udvikling. I mange tilfælde er mulighederne alarmerende dårlige, og det får konsekvenser.

Læring og motorik hænger sammen.

Læring, altså barnets reelle tilegnelse og strukturering af viden og erfaringer, er tæt forbundet med den motoriske udvikling. Og barnets sociale udvikling er ligeledes på fundamental vis afhængig af gode muligheder for fysiske udfoldelser. Ønsker man eksempelvis at gøre danske elever til bedre læsere, hjælper det ikke uden videre udelukkende at satse på flere traditionelle dansktimer uden at se læringen i en tæt sammentænkning med barnets øvrige udfoldelsesmuligheder og liv. En succesfuld intellektuel, social og selvstændig udvikling lykkes kun, når barnet gives de rette betingelser og muligheder - også på det motoriske område.

Gode klatretræer og kuperet terræn er afgørende.

Nyere og uafhængige svenske og norske undersøgelser har nu videnskabeligt påpeget denne sammenhæng. Mellem den motoriske udvikling og barnets generelle udvikling. I 1997 offentliggjorde den svenske biolog og landskabsarkitekt, docent, Patrik Grahn, en videnskabelig rapport "Ute på Dagis", som er baseret på et 13 måneder langt studium af sammenlignelige børn i to forskellige børnehaver. Den ene børnehave lå i byen og havde almindelige arkitekttegnede legeredskaber og flisebelægning, den anden et godt stykke ude på landet med adgang til skov og kuperet terræn. Rapportens resultater var soleklare og utvetydige. Børnene i naturbørnehaven klarede sig bedst på stort set alle observerede områder. De kunne koncentrere sig bedre, var mere sociale, havde en bedre fysik, var markant mindre syge, var bedre til at samarbejde og fungerede bedre i grupper. Alt sammen noget der har afgørende betydning i forhold til barnets egen aktive videnskonstruktion og almene sociale og psykiske udvikling. Efterfølgende har norske Ingun Fjørtoft (forsker fra Høgskolen i Telemark) kunnet konkludere samme klare sammenhæng mellem motorik og barnets almene udvikling.

Der er derfor grund til at råbe vagt i gevær, når børns adgang til egne, ikke-pædagogiserede og overvågede områder i dag er kraftig indskrænket og de fysiske udfoldelsesmuligheder forringet. Problemet er, at der er tale om en lang udvikling over tid, så de færreste tænker over eller er bevidste om de alvorlige og vidtrækkende konsekvenser, der er på spil. Og derfor var der heller ikke nogle synlig kritik eller refleksion over pædagogikken, da nogle børnehaver for et halvt års tid siden indførte små webcams (kameraer der kan sende billeder via internettet), så forældrene kunne følge med i deres børns gøren og laden i institutionen - via opkoblingen på arbejdet! På tilsvarende vis har forældre og politikere efterhånden accepteret de skræmmende dårlige udfoldelsesmuligheder børn gives i mange institutioner. Basale krav om lys, luft, skov og krat, hvor man kan løbe væk fra det organiserede institutionsliv burde være en børneret. Skovbørnehaver kan være en udmærket løsning, men da alle børn ikke kan køres i busser langt væk fra hvor de bor, er der al mulig grund til at gøre noget ved de nære fysiske rammer og muligheder.

Hvad enten det drejer sig om bedre læsefærdigheder eller barnets almene udvikling, er der behov for også at medtænke vigtigheden af den motoriske udvikling. At færdes i det fri i et udfordrende terræn, er ikke kun for sjov.

Det er også fuld alvor og afgørende vigtigt. Derfor er der grund til at råbe op - på begge sider af hegnet. Som børnenes ambassadører. Til de ansvarlige politikere, skolefolk og institutionspædagoger.

Vil Danmark fastholde sin position i forreste række på uddannelsesområdet, i et samfund der i stigende grad bliver et vidensbaseret samfund, hvor det at have viden vil være en afgørende ressource og en forudsætning for magt og indflydelse, må vi derfor tænke radikalt anderledes.

Satsningen må ikke blot koncentrere sig om flere boglige timer, men i høj grad også medtænke forudsætningen for at den intellektuelle udvikling overhovedet kan lykkes.

For de yngste institutionsbørn som de ældste skoleelever handler det blandt andet om adgangen til uspolerede, ikke-pædagogiserede områder.

Det handler om at betragte læring og udvikling som en fortløbende proces, der er afhængig af en lang række faktorer, der ikke kan ses isoleret fra hinanden.

Hvis politikerne ikke vil bevilge flere penge til bedre legepladser og institutioner, og hvis folkeskolen, der i udpræget grad er en teoretisk symbolbaseret vi-lader-som-om-skole, ikke i højere grad sammentænker de praktiske, fysiske og boglige aktiviteter, men lader de fysiske udfoldelser begrænse sig til nogle få og små øer, er der lagt et stort ansvar på forældrene.

De må selv sørge for at børnene i deres fritid får adgang til et fysisk varieret og aktivt liv.

Et af de steder, hvor et aktivt friluftsliv for børn og voksne stadig dyrkes og værdsættes, er fx hos FDF og spejderbevægelsen, der som idebetonede friluftsorganisationer har nogle afgørende værdifulde kvaliteter at tilbyde børn, unge og voksne i et moderne samfund.

Der er ikke mange steder, hvor legen og fantasien på den måde værdsættes, og hvor man bevidst udfordrer børn og unge i det fri inden for nogle trygge rammer og vor det ikke handler om individuelle ekstreme udfordringer, men om at bidrage med hver sine kvaliteter til løsning af fælles opgaver.

Friluftslivets enkelhed, hvor det handler om at finde vej, at overnatte og at spise i det fri, indeholder nogle fantastiske pædagogiske muligheder. Og giver børn mulighed for at få lov til at falde ned fra en gren, få vabler og mærke fysisk træthed. Hvor de gennem meningsfulde udfordringer kan opnå en nødvendig robusthed og en motorisk udvikling, der er afgørende nødvendig for børnenes generelle udvikling og læring.

Da Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter efter skarpe formaninger fra sin far får påbud om at passe på det farlige Helvedesgab, er det første hun gør at springe over den 20 meter dybe og meter brede klippespalte.

For hvordan skulle hun ellers kunne passe på ikke at falde ned - hvis ikke hun vidste, hvad det var hun skulle passe på?

Hvordan lære børn ikke at falde ned, hvis man aldrig får lov til at klatre op?

Hvordan sikre børns videnstilegnelse og intellektuelle udvikling gennem en ensidig boglig satsning, når nu vi ved, at den motoriske udvikling er helt afgørende.

Derfor burde det være en børneret at få lov til og mulighed for at falde ned fra et træ!

Det handler om vores børn og dermed om vores fælles fremtid.