KRONIK: NATO's selvretfærdige korsriddere

Det er farligt at lade ideologiske kriterier være afgørende for, hvornår der kan, ja ligefrem bør, sættes militært ind mod suveræne lande. Ideologiers rigtighed og retfærdighed kan jo nemlig defineres og omdefineres i henhold til enhver tids kulturkreds, politiske behov, modestrømninger og nykker, skriver kronikøren og opfordrer befolkningen til at sige fra over for politikernes nydefinering af NATO's opgaver.Den politiske korrekthed har i sommerens løb lagt sig fast på, at NATOs indgreb i Kosovo var en succes.

Modstanderne at dette synssæt er samtidig rubriceret som enten gamle venstrefløjsfredsfolk eller som ekstrem højrefløj.

»Kosovo-krigen markerer et nyt sikkerhedspolitisk skel, som har bragt politiske yderfløje i opposition mod NATO,« som (den i den kolde krigs tid NATO-fjendtlige) Jørgen Dragsdahl skriver i Hjemmeværnsbladet 5-1999.

På yderfløjen finder vi således nu dem, der vil begrænse NATOs aktiviteter til det, Atlantpagtens udtrykkelige bestemmelser tillader, og som var betænkelige ved at acceptere deltagelse i en juridisk set folkeretsstridig angrebskrig på grund at den angrebnes forkastelse at et ultimatum (Rambouillet-aftalen), hvis indhold vor udenrigsminister end ikke ville indvie offentligheden i.

De store partiers ledelser har kort sagt tiltaget sig retten til uden indsyn fra vælgerne at bestemme over krig og fred og til at ændre NATOs formål uden formelt at ændre pagten og derfor også uden nogen grundig folkelig diskussion herom.

Den politiske korrekthed går samtidig let hen over, at det er så som så med den genskabelse af de fredelige forhold i Kosovo, som var aktionens formål. Udrensningen af albanere er således afløst at en de facto udrensning at serbere, sigøjnere og andre minoriteter. Det negligeres, at langsigtet stabilitet i området næppe overhovedet kan skabes gennem en ordning, der bygger på en ukorrekt opfattelse at konfliktens historiske baggrund og ensidig fokuseren på serbernes forbrydelser, medens andres misgerninger glemmes (herunder albanernes overgreb mod de øvrige etniske grupper i Kosovo under deres selvsstyreperiode i 80erne).

En sådan stabilitet turde jo dog ellers være hovedmålet, hvis vi skal undgå på ubestemt tid at måtte have soldater stationeret i regionen for at forhindre folkeslagene der i at myrde hinanden.

At heller ikke de formelle krigsmål synes nået, som opridsedes i Rambouillet - og som bl.a. var, at NATO skulle have fri adgang til hele Serbien, samt at Kosovo skulle kunne løsrive sig efter tre år - er herefter en detalje.

Disse ting og NATOs skyld eller mangel på samme i de massakrer, som serberne indledte efter luftangrebenes start, vil kloge folk derfor nok kunne diskutere i årevis. Der er imidlertid nogle konsekvenser af det skete, som vi alle er nødt til at interessere os for her og nu:

Den herskende politiske korrekthed har således tilsløret for offentligheden, at Folketingets gamle partier er på vej til at forkaste det, der har været bæreakslen for dansk sikkerhedspolitik siden 30-årskrigen, nemlig princippet om nationernes suverænitet, samt at dette kan få katastrofale konsekvenser for små lande.

Danske regeringer har gennem århundreder fastholdt, at grundlaget for nationernes indbyrdes liv må være respekt for hinandens fysiske grænser. Med det koncept for NATOs opgaver, der nu lægges op til, er dette let håndterlige kriterium for, hvor langt man kan gå over for hinanden, imidlertid afløst at et sæt rent ideologiske betingelser for, hvornår militær indblanding i andres anliggender er lovlig: Såfremt de vestlige menneskerettigheder ikke overholdes, skal NATOs internationale brigader kunne rykke i felten mod krænkeren.

Det indebærer to alvorlige problemer:

For det første accepteres de nævnte menneskerettigheder ingenlunde i alle andre kulturkredse som det mest væsentlige i denne verden. De stadige henvisninger til, at verdenssamfundet står bag NATOs nye linje, savner således dækning, idet værdierne mange steder prioriteres helt anderledes.

For det andet er det i det hele taget farligt at lade ideologiske kriterier være afgørende for, hvornår der kan, ja ligefrem bør, sættes militært ind mod suveræne lande. Ideologiers rigtighed og retfærdighed kan jo nemlig defineres og omdefineres i henhold til enhver tids og kulturkreds, politiske behov, modestrømninger og nykker. Med NATOs nye sikkerhedskoncept er der derfor lagt op til idelige kontrontationer mellem vor og andres opfattelse af, hvad retfærdighed, moral, religion og deslige tilsiger, med deraf følgende mangel på grænser for, hvornår den ene eller anden kan sætte en militæraktion i gang. Problemet illustreres f.eks. af, at også det hedengangne Sovjetunionen jo i sin tid anså sig berettiget til at gribe ind i andre landes indre anliggender, nemlig til udbredelse at kommunismen.

Der er altså tale om et dramatisk og i højeste grad konfliktskabende sikkerhedspolitisk skift. Dette skift synes ganske vist at være accepteret af en overvejende del at befolkningen. I betragtning at den liden opmærksomhed, pressen har skænket det problematiske i forehavendet mistænker man imidlertid, at det i hovedsagen drejer sig om den majoritet, der ikke har tænkt grundigere over sagen, og som i det hele taget ikke interesserer sig meget for, hvad der ligger uden for egen havelåge her og nu.

Men grundig eftertanke med hensyn til det, der foregår, er i aller højeste grad påkrævet. Hvad bliver nemlig det næste militære engagement, vi vikles ind i, såfremt NATOs rolle omskabes, som der nu er lagt op til? Hvor i verden skal danske soldater sættes ind i morgen? Vil grundlaget for en sådan indsættelse måske være en lige så løsagtig omgang med de lokale realiteter som den, der ifølge tilgængelige, uafhængige kilder kendetegnede den nys overståede krig på Balkan? Bliver det overhovedet moral og eftertanke, der kommer til at bestemme retningen for det næste korstog, eller bliver det i højere grad de internationale reklamebureauer og lobbyforetagender, som er i stand til at ælte vestlige politikeres holdninger til, hvad moral er, på samme måde, som bageren ælter dej?

Man gør i denne forbindelse klogt i også at tage i betragtning, at disse politikere i stor stil er identiske med de såkaldte 68ere. At det med andre ord drejer sig om personer med tendens til at hente belæg for handling i de fjerne himmelegne, hvor små engle sidder på lyserøde skyer og blæser i glastrompet, og som i kraft at deres egen tilslutning til freds- og venstrefløjen i sin tid heller ingen indlevet fornemmelse har af, hvad krig indebærer.

For vort eget vedkommende udgør forsvarsminister Hækkerup vel en forfriskende undtagelse i dette billede. Men han er tilsyneladende bedøvet af det nye NATOs charme. De to øvrige ministre med ansvar for vor ydre sikkerhed er statsminister Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Førstnævntes bidrag til forsvaret bestod fortrinsvis i fire måneders kontorarbejde hos Civilforsvarsstyrlsen (forlænget til seks i kraft af sideordnede aktiviteter som konsulent for LO). Sidstnævnte blev kasseret som soldat og demonstrerede i øvrigt i den kolde krigs tid sin sikkerhedspolitiske fingerspidsfornemmelse ved at lukke øjnene for partifællernes kollaboration med østtyskerne om den kæntring at vor udenrigspolitik, der endte med raketdagsordenerne. Ja, han agerede endog selv ved den Sovjetstyrede verdensfredskongres i 1986.

Med sådanne rorgængere i den vestlige verden er det næppe nogen tilfældighed, at en bærende kraft bag den nys overståede krig var ønsket om at gennemdrive den vestlige elites seneste modegrille, nemlig drømmen om det multietniske samfund, i Kosovo. Altså et samfund, hvor folk med modstridende kulturer ikke placeres bag hver sin sikrede grænse, men tværtimod lever i lykkelig, gensidigt inspireret harmoni inden for samme geografiske lokalitet til deres dages ende. Et ideal, det har vist sig så godt som umuligt at realisere i virkelighedens verden, som tværtimod massivt viser, at først en tilværelse bag anerkendte grænser skaber fred mellem forskellige etniske grupper. - Som det f.eks. har vist sig til overflod i Norden, hvor der til trods for de nordiske folks endog meget nære kulturelle slægtskab først blev fordragelighed, da de hver især fik lov til at være sig selv.

Samtidig vil det sikkerhedskoncept, der nu lægges op til, fundamentalt ændre relationen til Rusland. Med det just passerede på Balkan har vi bogstavelig taget slået russerne midt i ansigtet. Vi har lært dem, at vor megen tale om, at andre landes grænser skal respekteres - som de endog begyndte at leve efter - ikke skulle tages alvorligt. Vi har illustreret for dem, at det afgørende tværtimod er de militære positioner. Vi har banket ind i hovedet på dem, at hvis de ville have haft indflydelse på det, der foregik hos deres allierede Serbien, havde de gjort klogest i at kaste en faldskærmsdivision ud over landet, som ikke lod sig bortdefinere af idealistiske vestlige ledere.

Dermed har vi også sagt klart til russerne, at hvis de ikke vil risikere en dag selv at havne i skudfeltet, så er det klogest at dirigere en del af deres for tiden sparsomme organisatoriske ressourcer tilbage til militæret frem for at bruge dem på at demokratisere landet og integrere det i det øvrige Europa.

Hvis det ændrede NATO-koncept accepteres at den vestlige offentlighed, har vi kort sagt lagt grunden til en ny æra af konfrontation mellem øst og vest i Europa, og til at håndtere denne konflikt råder vi måske om føje år kun over et NATO, der massivt mangler de officerer, der ikke vil lade sig koste rundt i henhold til uigennemtænkte politiske beslutninger. At der til gengæld vil være nok af den type, som kan sige ja og javel, vil næppe kompensere herfor.

Endelig har selv den mest tungnemme minidiktator jo altså nu fået en klar opfordring til at gøre noget for at finde utraditionelle veje til at forsvare sig. Overraskelsesmomentet står f.eks. - som det viste sig på Balkan - stadig til rådighed for sådanne folk, selv over for det højteknologiske NATO. Men desuden kan man vel selv i en jordhule opfinde f.eks. biologiske eller kemiske våben, som kan pakkes i en kuffert og fyres at på Christiansborg Ridebane, hvis Folketingets verdensomspændende interventionslyst skulle tage overhånd.

Der er næppe mulighed for at komme på talefod med vore ledende politikere om disse ting. De senere års udvikling har tværtimod vist, at de ikke mere er påvirkelige for argumenter, der henviser til kendsgerninger og almindelig logik, hvis dette ikke stemmer med de tankebilleder, de skaber i omgangen med hinanden.

Derfor er det nødvendigt, at jævne mennesker siger fra, inden det ender galt. At de markerer, at der er en grænse for, hvad vi vil lade os vikle ind i.

Sættes denne grænse ikke nu, har vi kun os selv at bebrejde for følgerne at, at vore politikere heller ikke sætter nogen grænse.