Konservatisme i flertal
Konservatismen er unik og adskiller sig fra de andre ismer. En af forskellene er nuancerne, som i Danmark har medført tre forskellige konservatismegrene.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg møder ofte folk, der undrer sig over, hvordan tolkningen af konservatisme kan være så bred og forskellig - både lande imellem, men også internt i f.eks. partiet her i landet, Det Konservative Folkeparti. Senest har jeg set to eksempler blandt mine facebookvenner - begge er ellers både borgerlige og velbevandrede i politik:
(Foto: Facebook) Screenshot
(Foto: Facebook) Screenshot2
Dette har trukket mig til tasterne med et lidt teoretisk blogindlæg til følge.
Den grundlæggende og basale konservatisme
Konservatismen er en livsanskuelse med et sæt af værdier, der dog varierer fra person til person - og fra nation til nation. I en dansk kontekst kunne man eksempelvis pege på en særlig veneration for monarkiet og kristendommen, som værende kendetegnende.
Vi konservative har et bagudrettet skue på samtiden, og ikke et utopisk konstrueret ideal, der stræbes blindt efter omkring fremtiden. Dermed er konservatismen antitotalitær, og konservatismens grundbegreber udspringer fra vores menneskesyn og moral.
Mennesket er et flokdyr og mennesket har behov for et fællesskab. Konservatismen accepterer, at mennesket kan være ondt, og at mennesket har begrænset kapacitet og habitus.
Der findes ikke en universel eviggyldig moral, men der findes så bestemt en moral. Konservatismen er nemlig ikke værdinihilistisk, men har moralfilosofiske antagelser, der selvsagt løbende ændrer sig.
Mennesket har behov for traditioner, viden, historie og erfaring for at kunne finde sammenhængen. Verdens genskabes ikke hver morgen, men fortsætter fra dagen før. Samfundet viderebringes og nedarves, og derfor skal de nuværende generationer ikke kun lære af de forrige, men også tænke på de kommende. Edmund Burke har talt om en pagt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.
Konservatismen anerkender at verden ændrer sig - og skal tilrettes derefter. Dermed er konservatismen rent faktisk ret moderne - naturligvis med respekt for traditioner og moral, samt menneskets skrøbelighed.
Konservatismen er multifacetteret
Jonathan Haidt har i “The Righteous Mind” fremlagt det således, at konservative har flere politiske strenge at spille på og flere lag end de liberale og venstrefløjen.
Det er en mere helstøbt melodi i forhold til blot simple akkorder. Nuancerne giver fortolkningsmuligheder, der styrker argumentationsrækkefølgen med solidt funderede mellemregninger, men som også skaber sprækker i eksempelvis et parti, hvor diversiteten og pluralismen i medierne udstilles som en svaghed. Det er det bare ikke.
Der findes tre konservative forgreninger i en dansk kontekst:
- Liberalkonservatisme (eller frihedskonservatisme): En økonomisk konservatisme, der tager udgangspunkt i privat ejendomsret. Hovedbegreberne i denne skole er: Personligt ansvar, frihed, foretagsomhed, rettigheder og kapitalisme.
- Nationalkonservatisme (eller fædrelandskonservatisme): En konservatisme, der er stærkt forankret i det kulturelle. Hovedbegreberne i denne skole er: Fædreland, patriotisme, nation, kultur, pligt, kirke, kristendom, dannelse, autoriteter og sammenhængskraft.
- Socialkonservatisme (eller statskonservatisme): En konservatisme, der tager udgangspunkt i omsorgen for de svageste. Hovedbegreberne i denne skole er: Kernefamilie, folkeskole, socialpolitik, frivillighed og civilsamfund.
Vi konservative rummer elementer af alle tre skoler, og det er betoningen af de respektive værdier, der skaber diversitet. Dog med udgangspunkt i det ovenfor beskrevne konservative fundament. Dette gør vores konservative tankegods langt mere komplekst sammensat end de andre danske partiers medlemmers ditto. Selvom de enkelte forgreninger overfladisk kunne minde lidt om det, så er vi ikke henholdsvis LA’ere, DF’ere og socialdemokrater.
Den personlige frihed og autonomi skal tage hensyn til samfundet i modsætning til de liberale, der kun har et individualistisk fokus – her adskiller liberalkonservatismen sig fra Liberal Alliances udgangspunkt.
Dansk Folkepartis politik er for skinger og islamofobisk til, at de er nationalkonservative - hadet til muslimer er større end kærligheden til kristendommen.
Og hos Socialdemokraterne er det en velfærdsstat, der er i fokus, mens de socialkonservative taler om et velfærdssamfund.
Og i sidste ende, så er det koblingen til de andre konservatismer, der gør konservatismen i Danmark til en helt unik trebenet taburet.
Jeg er ekstremt frihedsorienteret, men jeg er også royalist og familiemenneske med empati for samfundets svageste, og dermed liberalkonservativ med både national- og socialkonservative elementer.