Fortsæt til indhold
Kommentar

Københavns grønne hysteri står i vejen for et bedre miljø

Med grotesk høje p-afgifter er Enhedslistens borgmester klar til at tvinge et miljøvenligt by-bilskoncept ud af København. Det bedste bliver dermed det godes værste fjende, når kun el-biler er godt nok til den rød-grønne miljøfundamentalisme

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det tyske firma Car2go lancerer i dag med 200 bybiler. Konceptet er enkelt, man betaler kun for de minutter man bruger den lille og miljøvenlige Smartcar, og når turen er slut parkerer man blot bilen og checker ud. Alle burde således være glade.

Desværre forholder det sig således, at hvis Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Morten Kabell lykkes med at få indført sine nye regler for parkeringslicenser, så tvinges det privatfinansierede Car2go-koncept ud af byen. Enhedslistens borgmester vil nemlig revidere reglerne for parkeringslicenser til bybiler i København, så det kun er elbiler, der kan få bevilliget licensen. Det betyder, at en benzindrevet by-bil bliver opkrævet 54.000 kr. for en p-tilladelse, mens en elbil slipper med 5.000 kr. årligt! Altså en væsentlig forskel for private virksomheder, der vil tilbyde bybiler i København.

I modsætning til Københavns meget dyre by-cykler, så er der er ikke en eneste offentligt krone involveret i projektet, og det skaber tilmed private arbejdspladser. Samtidig bliver det samlede antal biler reduceret, fordi mange storbyboere har et kørselsbehov, men ikke behov for at eje en bil. Det private initiativ er dermed med til at løse de trængsels- og parkeringsproblemer der findes i København, uden at der skal fjernes parkeringspladser og ensrettes gader. Whats not to like?

Elbiler ville på mange måder være genialt i bytrafikken, men det er på ingen måde realistisk lige nu. Der findes ganske enkelt ikke nok ladestandere og derved ikke den rette infrastruktur til, at bybiler kan være elbiler. Samtidig tager elbilernes batterier lige nu så lang tid at oplade, at det slet ikke vil være brugervenligt, når bybilerne skal deles mellem københavnerne ligesom bycykler. Om få år findes teknologien måske, og så er det oplagt at skifte til elbiler.

Benzinbiler er selvfølgelig ikke det absolut optimale for vores grønne hovedstad. Men når selv kommunens egne rapporter peger på, at også en benzin-bybil vil hjælpe på trængsel og styrke den kollektive transport som helhed, så giver det ikke mening at spænde ben for et privat initiativ, der investerer i byen.

Enhedslisten burde derfor lægge miljøfundamentalismen på hylden, og forholde sig til de muligheder der findes i den virkelige verden for at gøre København mere grøn – også selvom de muligheder kører på benzin og ikke sol og vind.