Er et tættere nordisk samarbejde naivt eller en nødvendighed?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Dengang Arla hed MD Foods og kun var danskejet, brugte de begrebet ”Det udvidede hjemmemarked” om de lande, der lå meget tæt på. Spørgsmålet er, om ikke vi har behov for at gøre noget lignende nu? Vores reelle problemer med vækst, konkurrenceevne, produktivitet og revner i offentlige services kræver seriøs nytænkning. Norden har den fordel, at vi kan få skala og innovation fra samfund vi ligner og mennesker vi har tillid til.

Norges Stoltenberg skrev i 2009 en rapport omkring mulighederne i øget nordisk udenrigs og sikkerheds-samarbejde. Desværre synes implementering at gå jævnt langsom. Hvis vi turde bruge Norden som udvidet hjemmemarkeder og ikke var bange for at skabe stærke nordiske aftaler og flytte kompetencer, så tror jeg, at alle nordiske samfund ville vinde. To åbenlyse områder at undersøge er handel og investeringer samt forbedringer af velfærdsstaten.

Handel og investeringer

Danmarks størrelse gør, at internationale koncerner og institutionelle investorer ser Norden som én samlet region. Eksportfremme til vækstmarkeder som ligger 5-10,000 km borte for et land med 5 millioner mennesker og en erhvervsstruktur præget af SMV’er lyder i sig selv utopisk. Så hvis vi skal tiltrække investeringer og fremme handel, bør vi i højere grad tænke nordisk end dansk. I dag går 20% af Tysklands eksport til top 25 emerging markets. For Norden er det samlet 13% og for Danmark 9%. Vi bør have en fælles eksportfremmeservice, så virksomhederne kan trække på et finmasket nordisk ambassadenetværk og eksperter. Den finske statsminister lancerede ideen om Team Nordic på eksportfremmeområdet. Dette bør vi som minimum støtte. En anden vigtig måde at styrke handel på, er at lave flere nordiske ambassader i emerging markets for at opnå synlighed og vægt. Endelig bør vi i højere grad formulere og koordinere vores udviklingspolitik, da vi med ca. 80 milliarder kr. årligt vil være verdens anden største donor med den indflydelse, der kommer heraf.

Forbedring af velfærdsstaten

I Norden har vi historisk ønsket at satse på bredden over eliten. Når et stigende antal virksomheder i dag skiber videnstunge opgaver udenlands, så er et af hovedargumenterne, at talentmassen er for lille. En måde at fastholde vores lige og gratis adgang til uddannelsesområdet og samtidigt bygge top-akademiske institutioner, er at skabe et reelt nordisk uddannelsesområde. Det samme kan man forstille sig inden sundhed. Hvorfor kan det frie sygehusvalg ikke også omfatte Oslo eller Lund, hvis de nu er bedre til kræftbehandling end vi er i Danmark? Med presset på de offentlige finanser i de nordiske lande burde vores udenrigs- og finansministerier have en ’udvidet hjemmemarkeds’-tilgang til alle de synergier, der ligger i at tænke plus 20 millioner mennesker i stedet for kun 5 millioner.

Hvorfor er det ikke sket?

Uden en klar offentlig interesse i nordisk samarbejde sker det ikke. Ingen politiker eller offentlig instans vil bruge tid eller dele beslutningskompetence uden et reelt pres. Naiviteten ligger i at tro, at et land med en befolkning som Brooklyn og Queens sammenlagt har ressourcerne til at agere effektivt i et nyt internationalt paradigme, hvor festen sker 5-10,000 km borte. Selv Sverige er på vej til at blive en global lilleput-nation. Indonesiens økonomi er allerede over 4 gange større end Sveriges målt på købekraft.

For præcis 60 år siden underskrev vi den succesfulde nordiske pasunion. Jeg tror ikke underskriverne vil være imponeret over vores evne til at få mest muligt ud af Norden. Især i en global forandringstid som denne, hvor vi mere end nogensinde har brug for hinanden.

/Af Henrik Skovby, Chairman, Dalberg Group