Fortsæt til indhold
Aarhus

Privatskoler: Forældreflugt er en myte

Inklusion har ikke gjort forældres interesse større for privatskoler, lyder det fra fire aarhusianske privatskoler.

Maria Danmark Nielsen

Risiko for forældreflugt fra folkeskoler til privatskoler. Sådan lød bekymringen fra flere fagfolk, da inklusion for alvor kom på skoleskemaet i de danske skoler. Og i Vordingborg Kommune er den bekymring for nylig blevet bekræftet. To privatskoler i hhv. Vordingborg og Næstved oplever – ifølge DR – en tilstrømning af forældre, der vælger privatskolen til – netop pga. problemer med inklusion i folkeskolen.

Men det genkender de aarhusianske privatskoler ikke.

»Det er ikke noget, vi mærker en tydelig forøgelse af. Overhovedet ikke. Typisk vælger forældre os, fordi man enten har flyttet sig som familie, eller fordi man har oplevet faglige eller trivselsmæssige problematikker. Nogle forældre synes, at deres børn ikke får det faglige udbytte, som de bør få. Det kan være pga. larm i timerne eller urolige elever. Men om det lige stammer fra inklusion, kan jeg altså ikke sige, da vi ikke har nogen statistik på det,« siger Jens Degn, viceskoleleder på Skt. Knuds Skole.

Oplever det helt modsatte

Og den besked går igen hos andre aarhusianske privatskoler. Hos både Laursens Realskole, N. Kochs Skole samt Interskolen lyder der et klart »nej« til en tilstrømning af elever pga. problemer med inklusion.

»Vi oplever ikke en øget interesse fra forældre som følge af det. Det er dog lidt med et forbehold, da vi starter en ny 6. og 8. klasse op hvert år. Men det er svært at sige, om det lige er på grund af inklusion, at forældre vælger os. Det kan godt være, at nogle vil give problemer med inklusion som begrundelse. Men det er slet ikke noget, jeg generelt hører fra de forældre, der står på vores venteliste,« siger skoleleder Troels Kirkeskov Jensen fra Laursens Realskole.

På N. Kochs Skole genkender man heller ikke billedet af en massiv forældreflugt. Tværtimod mærker skolen en stor interesse fra forældre med børn, der har særlige behov.

»Det er en misforståelse, når debatten går på, at privatskoler ikke inkluderer, for på vores skole har vi faktisk rigtig mange støttekrævende børn,« siger skoleleder på N. Kochs Skole, Lisbeth Qvortrup.

Hun kalder diskussionen om, at privatskoler er stedet, hvor forældre kan undgå inklusion, for mystisk.

»Der er da muligvis nogle forældre, der henvender sig for at undgå, at klasserne har støttekrævende børn. Men det er bestemt ikke tilfældet hos os. Hvis der kommer nogen, der henvender sig i håbet om at blive optaget for at slippe for børn, der er lidt anderledes, så får de at vide, at N. Kochs Skole ikke er stedet for dem, for her vil de også møde inklusion,« siger hun.

Forkert signal at sende

Den klare melding er formanden for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst, »stolt« af, da han mener, at inklusion lige så meget er privatskolerne opgave som folkeskolernes.

»Jeg har ikke oplevet, at der er en øget efterspørgsel hos privatskolerne pga. inklusion, og det håber jeg heller ikke bliver tilfældet fremover. Inklusion er jo også vores opgave. Det ville være et rigtig trist signal at sende, at inklusion må folkeskolen stå for, og at privatskoler kun tager bestemte børn og ikke inkluderer. Det er ikke på den baggrund, at vi skal have nye elever,« siger han.