Østjyllands hold på charmeoffensiv
Århus Håndbold vil med et nyt projekt skabe et tættere forhold til de øvrige østjyske klubber.
En fyldt hal hos hele Østjyllands hold. Det er den store drøm for Århus Håndbold, der har sat gang i et nyt projekt, der skal få flere tilskuere til klubbens kampe gennem et tættere forhold til holdene i lokalområdet.
I sidste ende skal det føre til, at klubben får flere sponsorer, siger direktør i Århus Håndbold, Henrik Lundorff.
»Vi vil arbejde mere sammen med de lokale klubber i Østjylland, så deres medlemmer får lyst til at komme og støtte os til vores kampe. Vi kan se, at mange tilskuere til kampene er nødvendigt, hvis man vil sælge et godt produkt til sponsorerne,« siger han.
Århus Håndbold har lavet en aftale med firmaet Business in Sport om en plan, der skal gøre forholdet til klubbens samarbejdsklubber mere professionelt. Lige nu har klubben et samarbejde med 10-12 klubber, heriblandt moderklubberne VRI og Brabrand, men klubben vil have fat i stort set alle klubberne i Østjylland.
Vil være Østjyllands hold
»Vi vil gerne have flere folk ude i de lokale klubber, der føler et ejerskab over Århus Håndbold. De skal føle sig tættere på vores klub,« siger Henrik Lundorff.
Jan Nielsen står ofte i målet og redder bolde for Århus Håndbold. Nu skal han som partner i Buisness in Sport også være med til at redde klubbens nye plan i mål.
Det skal bl.a. ske ved at gøre Århus Håndbold mere tydelig i samarbejdsklubberne end i dag.
»Vil vil tage ud og træne i deres klubber, vi vil invitere dem til målmandskursus, trænerkursus med Erik Veje Rasmussen osv. Den bedste måde at få fat i klubberne er ved at komme ud og vise sig frem hos dem samt tale med deres spillere og trænere,« siger Jan Nielsen.
En del af Århus H
Direktør Henrik Lundorff lægger også vægt på, at samarbejdsklubberne skal have mere ud af samarbejdet med Århus Håndbold i fremtiden.
Lige nu prøver klubben sammen med Buisness in Sport at finde frem til, præcis hvad klubberne gerne vil have ud af forholdet til Århus Håndbold.
Efter det er klubben klar til at rulle projektet ud, så hallen kan blive fyldt af en masse folk, der føler sig som en del af Århus Håndbold.
»Århus Håndbold skal blive hele Østjyllands hold. Projektet skulle gerne være helt oppe at køre i januar måned, hvor målet er et tæt samarbejde med op til 15 klubber. Så vil vi arbejde os længere ud i Østjylland hen ad vejen,« siger Jan Nielsen.