Fortsæt til indhold
Aarhus

Enkeltmand slog fire partier

En løsgænger i Aarhus fik flere stemmer end fire partier fik tilsammen.

Løsgængeren Steffen Rasmussen stillede for første gang op til kommunalvalget i Aarhus.

Og stemmeoptællingen viser, at Steffen Rasmussen fik 2.246 stemmer.

Løsgængeren, der ønsker et socialt, kulturelt og bæredygtigt Aarhus, fik mere end hvad Kristendemokraterne, Seniorpartiet, Danskernes Parti, og Schiller Instituttets Venner fik tilsammen i kommunen.

Stolt over resultatet

»Jeg var først stærkt skuffet, fordi jeg var tæt på. Men efter lidt luft til sindet, er jeg positiv, overrasket og stolt over resultatet, fordi det er lavet uden et parti og uden et budget,« siger Steffen Rasmussen dagen efter valgdagen.

Selvom alle sagde til løsgængeren, at det ikke kunne lade sig gøre. Så var det ikke langt fra. Og undervejs troede han på, at det var muligt at nå ind i byrådet.

»I slutspurten havde jeg indtryk af, at det gik stærkt. Bare på dagen fik jeg yderligere 400 likes på Facebook. Havde jeg haft en måned mere, så er jeg overbevist om, at jeg ville komme ind,« siger Steffen Rasmussen.

Stiller op til næste valg

Løsgængeren indgik før valget i et valgforbund med S, SF, De radikale og Enhedslisten. For det samarbejde får Steffen Rasmussen tre bestyrelsesposter.

De 2.246 aarhusianere som valgte at sætte krydset på Steffen Rasmussen får mulighed for det igen:

»Nu går jeg i gang med en fire år lang valgkamp. Jeg stiller op næste gang, for jeg tror virkelig demokratiet har brug for, at der bliver åbnet op for løsgængere.«