Mejlflak kan godkendes til vindmøller
Møllerne skal dog længere væk fra Samsø og Tunø og må højst være 150 m høje.Det er afgørende for projektet, hvor meget elpriserne ventes at stige de næste 20 år.
Hvad koster strøm på det frie marked de næste 20 år?
Det kan ingen vide, men eksperternes gæt kan afgøre, om der kommer en kystnær havmøllepark ved Mejlflak i Aarhus Bugt.
Energistyrelsen har meddelt selskabet bag projektet, Havvind Århus Bugt A/S (HÅB), at hvis havmølleparken skal realiseres, må møllerne højst være 150 m høje, der må højst være 20 af dem, og de må ikke stå nærmere end 4 km fra kysten.
Længere væk fra øerne
Det sker i en forhåndsudtalelse om, hvilke krav den endelige VVM-godkendelse kan ventes at indeholde.
VVM-undersøgelsen omfattede møller op til 200 m, og de nærmeste var tænkt anbragt 3,3 km fra Tunø og 3,8 km fra Samsø.
Ifølge formanden for HÅB, Søren Egge Rasmussen, giver ændringer i møllestørrelse og afstandskrav ikke problemer for projektet. 150 m høje møller kan stå tættere, og derfor bliver der ikke problemer med at overholde de nye afstandskrav og fastholde målet om 20 møller.
»Tidligere var forventningen, at industrien var på vej med 7 MW kæmpemøller på 200 m. Udviklingen går nu i retning af 150 m møller med større vinger,« siger han.
Samme regler som på land
Forudsætningen for at arbejde videre med projektet nu er dog stadig, at der gælder samme regler for elprisen, som gælder for møller på land, altså en merpris på ”kun” 25 øre pr. kWh.
Oven i den nuværende elpris på ca. 38 øre ville det give 63 øre pr. kWh.
Tidligere var vurderingen fra HÅB, at det er nødvendigt med en pris på ca. 85 øre, for at Mejlflak-projektet kan realiseres.
»Vi har haft Cowi til at vurdere, hvordan elprisen vil blive fremover. Det har givet noget interessant at arbejde videre med. En anden usikkerhed er, hvad møllerne koster, og om de kan holde i 20 eller 25 år. Derfor holder vi et udbud på et tidspunkt, hvor producenterne kan byde ind,« siger Søren Egge Rasmussen.
Ifølge Energistyrelsens prognoser er der ikke udsigt til store elprisstigninger på det frie marked, hvilket ellers kunne forbedre rentabiliteten i projektet.
De næste 13 år venter Energistyrelsen, at prisen pr. kWh vil svinge frem og tilbage mellem 36 og 40 øre og først om 20 år runde 50 øre.
Der er dog mulighed for, at HÅB kan få tilladelse til at opstille op til otte forsøgsmøller, som kan give en højere afregningspris.
»Mejlflak er det eneste projekt, der er så langt fremme, at industrien kan få testet forsøgsmøller inden for de næste par år,« konstaterer Søren Egge Rasmussen.
Hensyn til marsvin
Hvis Mejlflak-projektet realiseres, er det en betingelse, at der tages hensyn til marsvinene, som yngler i området. Derfor må anlægsarbejdet ikke foregå i perioden maj-august.
Hvis fundamenterne skal rammes ned i undergrunden, er det desuden en forudsætning, at der først foretages en tælling af marsvin.
I går blev repræsentanter for en række østjyske kommuner samt København orienteret om udtalelsen fra Energistyrelsen med opfordring til at blive medejer af HÅB eller indgå aftale om køb af mølleandele eller strøm på et senere tidspunkt i processen.