Fædrehoteller
Vi er åbenbart omgivet af forbrydere i dette land. I hvert fald er det ganske påfaldende, at en særlig indsatsenhed i Aarhus Kommune har kunnet inddrive næsten 40 mio. kr. fra samlevende par, som ved hjælp af proforma-adresser har svindlet sig til sociale ydelser.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I et enkelt tilfælde har man opdaget, at hele 18 mænd har været tilmeldt som beboere i en etværelseslejlighed. Man kan godt undre sig over, at ingen reagerer på den slags, for både postvæsen og folkeregister må jo da have bemærket det. Muligvis også den pågældende boligforening, men den har blot konstateret, at der ikke skete nogen slitage på lejligheden, for ingen af de 18 opholdt sig der. De var hjemme hos deres samlevere, som til gengæld scorede forhøjede sociale ydelser på gennemsnitligt 100.000 kroner om året ved at lyve om samlivsforholdene.
Nu har kommunen i samarbejde med boligforeningerne iværksat en aktion med henblik på at afsløre denne omfattende svindel, og det ser ud til at være en meget stor pengekasse, som man dermed har åbnet. Tilsyneladende er pengene lige til at hente tilbage, eller i hvert fald kan de fremtidige udbetalinger under falske forudsætninger standses.
Den særlige indsatsafdeling har i 2012 fremsat tilbagebetalingskrav for 10,3 mio. kr., der er stoppet for fremtidige ydelser på i alt 17,0 mio. kr., hvortil kommer, at Borgerservice har stoppet udbetaling af mindst 10 mio. kr.
Det drejer sig om ydelser som boligstøtte, forhøjet børnetilskud, friplads i børneinstitutioner og særlige tillægsydelser, som administreres af kommunens afdeling for beskæftigelse og sociale forhold. I alt næsten 40 mio. kr., og så tyder meget endda på, at der er meget mere at hente. Kommunen har nemlig hidtil kun interesseret sig for de sager, hvor der registreres nye tilflyttere på proforma-adresserne, i jargonen kaldt fædrehoteller. Man kan i denne situation godt tillade sig at grunde over, hvorfor de sociale myndigheder ikke for længst har taget sig sammen til at få standset denne omfattende svindel. Det viser sig jo at være ikke så svært endda, når man først kommer i gang.
Kan det have at gøre med berøringsangst? Kan det have at gøre med en hos de offentlige myndigheder iboende angst for at blive beskyldt for upassende ”dyneløfteri” – snagen i andre folks private forhold? Kan det have at gøre med angst for at blive beskyldt for at jagte ”samfundets svageste?” Sandsynligvis, men virkeligheden viser jo, at de ikke er så svage endda, når det handler om at tilsvindle sig penge fra det offentlige. Dybest set hænger hele miseren sammen med, at systemet ligefrem animerer til svindel. Hvis ikke velfærdssamfundets tag selv-bord havde været så bugnende og velforsynet og så let tilgængeligt, havde der jo ikke været et så overvældende incitament til at svindle.
Enhver har selvfølgelig lov til at have sit privatliv i fred, men når man direkte bruger privatlivets forhold til at tilsvindle sig værdier, har man selv åbnet døren og må bære ansvaret for det.