Indbrudstyv gemte sig under sofabord
Natten til torsdag blev en indbrudstyv afbrudt under sit forhavende i Solbjerg ved Aarhus.
Natten til torsdag blev politiet tilkaldt til et indbrudsforsøg i et hus på Solbjerg Hovedgade i Solbjerg.
"En mand vågnede ved, at der var en, der var ved at lave indbrud hos ham. Så gik han ned og bankede på ruden, så indbrudstyven forsvandt," siger politikommissær ved Østjyllands Politi Vagn Martinussen.
Manden ringede efterfølgende til politiet, som tog ud til gerningsstedet med en hundepatrulje.
En sovende dame
Umiddelbart var der ingen spor af gerningsmanden, men hunden fandt et spor.
"De begyndte at følge mandens spor, og hunden ledte dem hen til et andet hus på Solbjerg Hovedgade. Der virkede alt til at være fredeligt, og de kunne kun se en dame, som lå og sov inde i huset. Men hunden insisterede på, at der var noget, og derefter besluttede politiet sig for at gå ind og kigge," fortæller Vagn Martinussen.
Og det var et overraskende syn, som mødte politifolkene i huset.
"Da de gik ind og søgte i huset, fandt de en gerningsmand, som havde gemt sig i stuen under et lukket sofabord. Det eneste de kunne se, var et par fødder, som stak ud," siger Vagn Martinussen.
Ved den efterfølgende anholdelse vågnede husets kvindelige beboer, men efter en beroligende samtale med politiet kunne hun gå i seng igen med forvisning om, at der ikke var andre ubudne gæster i huset.
Gammel kending
Den 23-årige indbrudstyv blev anholdt, og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør, men der er tale om en kending af politiet.
"Det var 'genkendelsens glæde' som lyste ud af politifolkene. Han var ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvis ikke vi havde kendskab til andre sager med ham," siger Vagn Martinussen.
Den pudsige situation har givet anledning til refleksion hos politiet.
"Lærdommen fra denne episode er, at vi skal stole på vores hunde. Hundeføreren fortalte, at han og hunden havde en mindre diskussion udenfor, men at hunden vandt, og derfor gik de ind og kiggede efter," siger Vagn Martinussen.