Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt angreb mod busser i Bispehaven

Frygt: Busrute 3A måtte mandag aften dirigeres uden om Bispehaven, fordi stenkast og uroligheder prægede området.

Signe Haahr Lindegaard | Jacob Haislund

De uroligheder, der siden sommeren har plaget Bispehaven, blev mandag aften så alvorlige, at politiet måtte omdirigere bybusserne.

Den første melding indløb til Østjyllands Politi omkring kl. 20.30, og ifølge Jens Espensen, leder af lokalpolitiet i Gellerup, blev der kastet sten mod en bus. Da politiet dukkede op, begyndte nogle af de unge i området at lave ballade, og man valgte derfor at fjerne busserne derfra.

For at være på den sikre side valgte Busselskabet Aarhus Sporveje at blive ved med at køre uden om Bispehaven, efter at politiet senere på aftenen havde fået urolighederne under kontrol.

»Vi har både chauffører og passagerer at tage hensyn til, så vi kan ikke acceptere, at der er utryghed eller en risiko for, at der sker noget i vores busser,« siger direktør Torben Høyer.

Stadig på vagt

Hos FOA i Aarhus roser man den beslutning.

»Vores medlemmer har min velsignelse til at smutte fra arbejde, hvis de føler sig truet. Derfor er jeg også tilfreds med, at man mandag aften valgte at dirigere busserne uden om Bispehaven. Jeg ville bare ønske, at man gjorde det noget oftere,« siger formand Kirsten Normann Andersen.

I aftes kørte busserne efter den almindelige køreplan igen. Det vil de gøre fremover, dog med det forbehold, at det er op til den enkelte chauffør at vurdere, om han føler sig tryg ved at køre ind i området, og om der er optræk til flere uroligheder.

Bente Mikkelsen, som er tillidsmand for buschaufførerne, pointerer, at chaufførerne lider under et stort psykisk pres. Dels i forhold til at holde hovedet koldt og overveje faren ved at køre ind i Bispehaven, dels at agere roligt over for det chok, det er at blive angrebet med sten.

»Jeg er glad for, at der ikke er nogen, som er kørt galt endnu, for det kan man sagtens risikere. Min skræk er, at en af vores kollegaer eller passagerer kommer til skade,« siger hun.

En hadsk stemning

Det er ikke første gang, at der er problemer med stenkast mod bybusserne i det vestlige Aarhus.

»Generelt er der for nogles vedkommende en hadsk stemning over for alle myndigheder derude lige nu. De unge i Bispehaven har et princip om, at de selv vil styre området, og at myndighederne ikke skal blande sig,« siger Jens Espensen.

Aarhus Brandvæsen oplyser, at man siden sommeren tre gange har opgivet at slukke brande i området, fordi brandfolkene blev angrebet med sten og raketter.