Fortsæt til indhold
Aarhus

Århusianer snydt i Nigeria-svindel

Godtroenhed kom til at koste en 38-årig mand fra Århus dyre lærepenge.

Opfindsomheden kender ingen landegrænser, når det gælder om at snyde og bedrage.

Det måtte en 38-årig århusianer erkende, da han torsdag troppede op hos politiet med en anmeldelse, der vidner om stor naivitet.

På politistationen i Herning, hvor århusianeren af uvisse grunde henvendte sig, fortalte han, at han var faldet for et af de berygtede nigerianske trick.

Lokket af annonce

Det fortæller vicepolitikommissær Poul Fink fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 38-årige var blevet lokket af en annonce i Den Blå Avis, hvor en køber fra Nigeria ville betale store penge for en brugt mobiltelefon.

Helt præcist skulle der være 3.000 gode danske kroner at hente for en gammel aflagt mobiltelefon.

Et lille problem

Uden at sætte spørgsmålstegn ved hverken den store sum penge eller det faktum, at en nigerianer annoncerede i Den Blå Avis, travede den århusianske telefonsælger på posthuset og sendte mobiltelefonen til sin destination syd for Ækvator.

Og pakkeposten til Nigeria fungerer. Efter nogle dage kom en besked om, at telefonen nu var ankommet.

Der var dog lige et lille problem.

Skulle låne penge

For at få telefonen gennem tolden skulle køberen angiveligt stille et garantibeløb på 1.500 kr., og de penge havde han desværre ikke.

Den 38-årige århusianer blev derfor spurgt, om han ikke lige kunne låne den nigerianske køber 1.500 kr. Penge som naturligvis ville blive tilbagebetalt oven i det 3.000 kr. for telefonen.

Det indvilligede sælgeren i.

Ingen alarmklokker ringede

Kort tid efter kom der så endnu besked fra Nigeria. De 1.500 kr. rakte desværre ikke helt, men et beløb på yderligere 2.500 kr. skulle få telefonen glat gennem tolden.

Her ville nogen sikkert have hørt alarmklokkerne ringe, men ikke den århusianske telefonsælger, der sendte de 2.500 kr.

Først da der for tredje gang kom besked fra Nigeria om at der skulle bruges yderligere 2.500 kr., gik det endegyldigt op for den 38-årige sælger, at den var helt gal.

Ser aldrig pengene

Hos politiet er meldingen klar.

Sagen bliver henlagt, og den godtroende telefonsælger ser aldrig, hverken sine penge eller sin telefon igen.

”Vi kunne selvfølgelig god sende sagen til Nigeria, men det sker der erfaringsmæssigt ikke noget ved,” siger vicepolitikommissær Poul Fink.

Sendte fjernsyn til Nigeria

Det er for øvrigt ikke første gang Poul Fink har oplevet svindelnummeret med ekstra betaling, for at få en vare fri af tolden i Nigeria.

Sidste gang havde et dansk kærestepar sendt deres B&O-fjernsyn til Nigeria.

”Det endte på samme måde,” siger vicepolitikommissæren, der på det kraftigste advarer borgerne om at indlade sig i nogen former for pengetransaktioner med personer i Nigeria, der har et godt tilbud.