Borgmester vil drøfte en ny lufthavn
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er parat til at drøfte mulighederne for en ny placering af Aarhus Lufthavn. Meldingen kommer samtidig med, at vindmøllekoncernen Vestas i går annoncerede, at virksomheden vil flytte 200 job til København bl.a. for at være tættere på en international lufthavn.
En ny lufthavn tættere på Aarhus kan blive en mulighed i fremtiden.
For vindmøllegiganten Vestas’ beslutning om at flytte 200 medarbejdere tæt på Københavns Lufthavn understreger ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus Kommune, behovet for at nytænke strategien om Aarhus Lufthavn.
»Vestas’ beslutning understreger, at vi på nuværende tidspunkt ikke har en tilfredsstillende lufthavnsbetjening af Aarhus. Derfor er den diskussion, som vi for alvor kommer til at tage i foråret om Aarhus Lufthavn, vigtig. På den korte bane handler det om, hvilke betingelser flyselskaberne skal være i den eksisterende lufthavn på. På den længere bane er det også et spørgsmål om, hvorvidt der skal laves en ny lufthavn,« siger Jacob Bundsgaard, der dermed erklærer sig parat til at drøfte lufthavnens placering.
Så sent som i januar i år rejste Det Konservative Folkeparti i byrådet et forslag om at sætte gang i en strategisk analyse af lufthavnsbetjeningen og behovet i Aarhus og Østjylland. Det afviste bl.a. Socialdemokratiet, men borgmesteren tager nu Vestas’ beslutning om at flytte en del af staben meget alvorligt.
»Jeg vil lægge op til, at vi får vendt hver en sten i en grundig drøftelse. Vi skal have redegjort for, hvad der er af muligheder, og hvor stor den politiske opbakning og vilje er til at handle på dette,« siger Jacob Bundsgaard, som også vil have potentielle lufthavnsinvestorer kortlagt.
K: Nu skal vi agere
De store erhvervsorganisationer har tidligere i år i JP Aarhus påpeget, at man bør satse på at udvikle den nuværende lufthavn i Tirstrup.
Men flere end 100 aarhusianske virksomheder er uenige. De støtter fortsat en helt ny lufthavn tættere på centrum. Facebook-gruppen “Lufthavn til Aarhus” støttes bl.a. af VIA University College, Ikea, BDO, Colliers, Radisson og Søstrene Grene.
De Konservative mener, at tiden er kommet til at tage partiets forslag frem af skuffen igen.
»Vi skal agere på beslutninger som Vestas’, mens vi kan. Det handler om at se på behovet 20-30 år ud i fremtiden. Dette er alvorligt. Aarhus Kommune kan ikke blive ved med at udskyde beslutningerne om lufthavnen. Eksemplet fra Vestas viser, at erhvervslivet i hvert fald ikke venter med at udskyde deres beslutninger,« siger byrådsmedlem for De Konservative Steen Stavnsbo.