Danfoss rykker fra Kina til Aarhus
2,3 mio. ventiler skal fremover laves i Viby frem for i Kina. Det kan bedre betale sig.
Længe er dansk produktion blevet flyttet til udlandet.
I de senere år er en del fabrikation imidlertid begyndt at rykke hjem igen til Danmark.
Således flytter Danfoss Heating Solutions næste år produktionen af 2,3 mio. ventiler til radiatortermostater tilbage til Danmark fra Kina. Ventilerne skal fabrikeres på Danfoss' fabrik i Viby, men vice president Thomas Hohwü, Danfoss Heating Solutions, tør endnu ikke sige, hvor mange nye jobs det vil trække med.
Formentlig bliver der kun tale om fem til 10 nye stillinger, vurderer han.
Thomas Hohwü forklarer, at det for Danfoss handler om at producere, hvor det er bedst – ikke nødvendigvis hvor det er billigst målt i timelønninger eller lignende.
»Den væsentligste ændring nu er, at vi fremover vil have en mere differentieret tilgang til produktion, hvor langt mere af produktionen vil foregå tæt på der, hvor kunderne er.
I en årrække har det været meget attraktivt at producere i Østen, fordi omkostningerne – særligt til løn – har været lave. Men dels er lønningerne i f.eks. Kina vokset markant i de senere år, og dels er fragtraterne vokset betydeligt. Fordelen ved at producere i Kina til hele verden er ikke længere så entydig,« lyder ræsonnementet fra Thomas Hohwü.
Tilmed er produktiviteten øget på mange af Danfoss' fabrikker i Europa, så de nu med Thomas Hohwüs ord igen er »ganske konkurrencedygtige«.
Tæt på kunderne
»Vores nye strategi går på at producere tæt på kunderne – i Kina til det kinesiske marked og i Europa til markedet her. Vores ændringer her frigør også kapacitet i vores produktion i Kina, og den kapacitet kan bruges til at efterkomme efterspørgslen efter produkter produceret særligt til de asiatiske markeder,« siger han.
Nyheden om flytningen af ventilproduktion fra Kina til Danfoss' fabrik i Viby, der årligt producerer flere end 70 mio. messingkomponenter, vækker glæde hos Jan Ahrendt, der er fællestillidsmand for alle produktionsarbejdere hos Danfoss A/S i Viby.
Et mere jævnt arbejdsår
»Når vores kapacitet fremover skal udnyttes fuldt ud, forventer jeg, at det vil betyde flere jobs i produktionen. Men vi får også en kvalitativ gevinst. For når vi samler en større og mere varieret produktion til flere markeder på vores fabrik i Viby, vil det give en produktion, der vil være mere jævnt fordelt over året. Det vil give os, der arbejder på fabrikken, et mere jævnt arbejdsår i modsætning til de seneste år, hvor vi har skruet meget op og ned mellem høj- og lavsæson,« hedder det i en udtalelse fra fællestillidsmanden.