Fortsæt til indhold
Aarhus

Håndholdt indsats hjælper indvandrere i job

Nogle flygtninge og indvandrere er så langt fra arbejdsmarkedet, at de har brug for støtte til at få job. Det får de gennem jobprojektet Shaqo.

Karina O. Dahlgaard

Hvordan får man indvandrere, som har været på kontanthjælp i 10-15 år, og som knap taler dansk, i arbejde? Den kode har de knækket hos konsulentvirksomheden Akantus, der arbejder med integration. Siden 2006 har Akantus haft et Shaqo-projekt, og i dag er projektet støttet af satspuljemidler. Shaqo betyder ”arbejde” på somalisk, og målet med projektet er netop at få de indvandrere, som er langt fra arbejdsmarkedet, i arbejde.

»Det er den håndholdte indsats, som virker. De skal have ansvar for eget liv og situation. Det er en fejl i systemet, at man har glemt at stille krav og have forventninger til disse flygtninge og indvandrere,« siger direktør Bodil Aarup fra Akantus og fortsætter:

»Jo mere isoleret de bliver som gruppe i ghettoerne, desto mere mister de evnen til at få arbejde.«

Dårligt dansk en barriere

Så når mænd og kvinder fra f.eks. Afrika eller Mellemøsten opsøger projektet eller bliver henvist fra kommunen, stiller medarbejderne i Shaqo-projektet krav. I første omgang krav om, at de overholder aftaler og møder op. Men hvis indvandrerne ikke dukker op første gang, opgiver medarbejderne dem ikke. En af barriererne til jobmarkedet er en sprogbarriere. Mange af deltagerne taler meget dårligt dansk, selvom de har fået tre års sprogundervisning, da de kom til Danmark. Derfor tilbyder Shaqo danskundervisning og hjælper ellers deltagerne med at komme i arbejde.

»Små skridt er bedre end ingen skridt. Seks timer om ugen er bedre end ingenting, for så lærer de stadig om dansk arbejdskultur,« siger Bodil Aarup.

Hun forklarer, at de forsøger at få deltagerne i ufaglært arbejde som f.eks. rengøringsjobs. Men da rengøring ofte ligger uden for normal arbejdstid, opstår et andet problem: I mange indvandrerfamilier er det nemlig moren, som henter og bringer børnene i institution, og derfor må medarbejderne arbejde med muligheden for, at faren gjorde det. Ligeledes fortæller de deltagerne, hvilken bus de skal tage for at komme på den nye arbejdsplads.

Med til jobsamtale

Medarbejderne i Shaqo-projektet hjælper ikke blot med at skrive ansøgninger, ofte tager de også med til jobsamtale og den første arbejdsdag for at sikre, at det går godt, og deltageren forstår, hvad der bliver sagt. Ved at få deltagerne i praktik kan arbejdspladserne også prøve en evt. kommende medarbejder af.

»Nogle af dem, der har været på kontanthjælp længe og været opgivet, har vi fået i job. De ville helt sikkert ikke være nået så langt selv. Mange kan ikke finde ud af at søge arbejde eller tilrettelægge praktikken. Det er et unikt projekt, vi har, og erfaringen bør spredes,« mener Bodil Aarup.

Det igangværende projekt løber til udgangen af 2013 og har fået bevilliget 9,5 mio. kr. til at hjælpe 200 deltagere. 52 af dem er i job nu, ni er begyndt på uddannelse og de resterende hjælpes og støttes på forskellig vis.

Shaqo-teamet coacher deltagerne på mange områder, og de er sikre på, at deres arbejde har betydning for integrationen og smitter positivt af på forældrerollen og kontakten til ”systemet”.