AGF skal have nyt blod til sommer
Sportschef Brian Steen Nielsen forudser, at der sker ændringer i spillerstaben.
Olhos d’Agua
Fra flere sider er AGF blevet kritiseret for ikke at have hentet en erstatning for angriberen og topscoreren Aron Jóhannsson, som AGF i januar solgte til hollandske AZ Alkmaar.
Sportschef Brian Steen Nielsen forhørte sig, primært om to-tre kantspillere, der kunne være interessante, men han fandt ikke det helt rigtige.
En angriber i stedet for islændingen havde AGF allerede hentet i sommer, da man købte georgieren Mate Vatsadze i FC Dila Gori, der sparkede AGF ud af kvalifikationen til Europa League.
Men når en ny sæson begynder til sommer, vil AGF være aktiv på markedet.
»Vi kommer til at se os om efter nyt blod. Vi får flere kampe i efteråret end i foråret, og hvis vi igen skal ud i europæiske kampe, så har vi set, at det kræver kræfter,« siger Brian Steen Nielsen, som ikke vil ind på, hvilke kompetencer de nye spillere skal besidde.
Håland stopper
Træner Peter Sørensens trup består offensivt af meget forskellige spillere, der både kan udfylde pladsen som fløjspiller, central midtbanespiller og angriber.
»Svarene på, hvor behovet er størst, får vi først i løbet af forårets 13 kampe, og den fine trup, vi råder over nu, skal kunne klare de 13 kampe med et godt resultat,« siger Brian Steen Nielsen.
En af de spillere, som stopper i AGF, er den norske forsvarsspiller Atle Roar Håland, og desuden peger en del på, at Martin Jørgensen indstiller sin aktive karriere.
Men sommerens transfervindue kan også åbne for, at AGF igen sælger en spiller eller to. Allerede i vinterens transfervindue var der interesse for en håndfuld spillere ud over Aron Jóhannsson.
»Vi har hele tiden kunnet mærke en stor interesse for vores spillere, og det er nyt i forhold til tidligere. Den interesse vil også være stor til sommer, hvis alle spillerne fortsat udvikler sig,« siger sportschefen.
Allerede nu er der muligheder for flere af klubbens ungdomsspillere. Brian Steen Nielsen er blevet kontaktet af blandt andre de fire engelske topklubber Manchester United, Manchester City, Everton og Liverpool, der gerne vil invitere nogle af talenterne til prøvetræning.
»Det er fristende, men vi skal passe på med, at det ikke bliver et cirkus,« bemærker Brian Steen Nielsen.