Restaurant serverer i ulovlige lokaler
Restaurant Langhoff & Juul serverer på tredje år i Guldsmedgade, selv om lokalerne ikke er godkendt.
I mere end to år har den anpriste restaurant Langhoff & Juul i Guldsmedgade serveret mad til gæsterne, selv om lokalerne slet ikke er godkendt som restauration. Spisestedet har heller ikke tilladelse til udeservering i gården, men serverer alligevel, og larmen fra gæsterne generer flere af områdets beboere, som er stærkt utilfredse med, at restauranten er skudt op, uden at de har fået mulighed for at blive hørt.
»Når der er udeservering i gården i et beboelseskvarter, er det da vigtigt, at man laver en høring,« siger Morten Laursen, der bor med sin samlever oven på restauranten.
Nærmest i døgndrift oplever de støj fra underboen, som arrangerer tidlige morgenmøder for firmaer, spiller musik for gæsterne til sen aften og har rengøring om natten.
Kommune skrider måske ind
Overboerne har flere gange ringet til kommunen og for nylig sendt en klage til kommunens byggesagsafdeling, hvori de kritiserer forløbet og konstaterer, at der i gården er ved at blive etableret en række ting, bl.a. ventilationsrør og fedtudskiller.
Også beboere i Borggade er utilfredse med deres nye udsigt samt larm fra ventilationen.
Ifølge Jan K. Olesen, teamleder i byggesagsafdelingen, blev kommunen først opmærksom på den manglende tilladelse i forbindelse med, at der i juli 2013 blev søgt om lov til at renovere køkkenet og etablere en fedtudskiller. Trods den manglende tilladelse mente Jan K. Olesen før sommerferien, at det var for drastisk at kræve restauranten lukket og forklarede det med, at den havde udsigt til at blive godkendt.
Men nu, da han kan konstatere, at restauranten er blevet bygget om i sommerferien uden en tilladelse, og at restauranten fortsat er åben, er tonen anderledes.
»Det er i strid med byggeloven. Jeg overvejer, om vi skal bede dem om at lukke, indtil vi har en godkendelse,« siger han.
Enhedslistens tekniske ordfører, Peter Bonfils, er ikke i tvivl om, at restauranten bør lukkes:
»Det virker som lovløse tilstande. At de har udeservering inde i en baggård er pænt frisk. Det lyder helt ude i hampen. Man plejer faktisk at være rimelig hys omkring støj, og man ved også godt, at når folk indtager alkohol, larmer de mere,« siger byrådsmedlemmet, som er blevet orienteret af overboerne.
Restauratøren er tavs
Ifølge Jan K. Olesen er ejeren af bygningen ansvarlig for at have de rette tilladelser, men det afviser Søren Pristed, Kene Erhvervsservice ApS, og henviser til restauratøren.
Jonas Langhoff, indehaver af Langhoff & Juul, har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.