Psykiatrisk hospital bliver til roligt boligkvarter
En ny bydel i Aarhus til en anslået værdi af 3 mia. kr. bliver nu til virkelighed.
Bindesbøll Byen bliver navnet på en helt ny bydel, der kommer til at ligge i Risskov i Aarhus.
Bydelen kommer til at ligge der, hvor psykiatrisk hospital i dag er placeret. Hospitalet flytter til Skejby, og det første spadestik til den 110.000 kvm. store bydel bliver taget i 2019.
Prisen for hele molevitten lyder på 3 mia. kr., der finansieres af et konsortium. Lærernes Pension er den største investor med 1,6 mia. kr., mens pensionsselskabet PKA bidrager med 0,8 mia. kr. og entreprenørselskabet KPC med 0,4 mia. kr.
Spændende muligheder
”Vi er meget glade for, at vi har vundet dette projekt. Det er en grund med en fantastisk beliggenhed med spændende muligheder, og som vi er sikre på vil skabe gode afkast til vores medlemmer. Når vi bygger, er vores kendetegn høj kvalitet og høje standarder - det passer rigtig godt til dette historiske område i Risskov,” siger finansdirektør i Lærernes Pension Henrik Walther Mogensen.
Over 1.000 boliger
I alt forventer konsortiet, at de 110.000 kvm bliver fordelt på ca. 1.050 boliger. Boligerne vil fortrinsvis være udlejningsboliger i form af både lejligheder og rækkehuse, mens en mindre andel vil være ejerboliger.
”PKA har gennem de senere år investeret massivt i ejendomme i København og Aarhus. Vi er i PKA stolte over, at vi med investeringen i Risskov er med til at skabe en helt ny bydel i Aarhus i et historisk og attraktivt område. Vi er samtidig overbeviste om, at vi også vil skabe et godt afkast til vores medlemmers pensioner, så det er en god dag for Aarhus og PKA,” siger adm. direktør i PKA Peter Damgaard Jensen
Respekt for fredet hospital
Konsortiet understreger, at opførelsen af den ny bydel kommer til at ske med respekt for det fredede gamle psykiatriske hospital og den tilhørende park, der ligger et stenkast fra skov, strand og tæt på centrum af Aarhus.
”Udviklingen af den historiske del af Aarhus stiller store krav - projektmæssigt og økonomisk. Vi er stolte over at kunne leve op til de krav, som understreger, at KPC er meget mere end en totalentreprenør,” siger adm. dir. Bo Knudsen, KPC A/S.