Fortsæt til indhold
Aarhus

Virksomheder er trætte af trafikkaos

Infrastruktur: Danske Fragtmænd tager flere penge for at levere varer i Aarhus-området på grund af trafikforholdene.

Karina O. Dahlgaard

Aarhus-området er det absolut sværeste sted at komme frem på vejene i Danmark. Sådan lyder det fra Danske Fragtmænd, der som konsekvens tager 10-15 pct. mere for at levere varer i området end i resten af landet.

Direkte adspurgt om det vigtigste at forbedre for erhvervslivet i Aarhus svarer syv af de ni største Aarhus-virksomheder målt på omsætning uopfordret, at trafikken halter. Og i DI’s erhvervsklimaundersøgelse lander Aarhus Kommune på en 69. plads, når det handler om trafik og infrastruktur, på trods af at de østjyske virksomheder har vurderet, at infrastruktur er det vigtigste område for dem.

»Aarhus sander simpelthen til og bliver ufremkommelig, specielt inde i byen, og motorvejene omkring den kan man slet ikke stole på i myldretidstrafikken. Det er en trussel på den lange bane,« siger HR-direktør Peter Jepsen, Danske Fragtmænd, som har overvejet at flytte hovedkontoret til København.

Arla er også kritisk over for motorvejsforholdene, Danske Commodities ønsker bedre adgang til lufthavnen, OK a.m.b.a er utilfreds med fremkommeligheden på vejene, og Energi Danmark ønsker nemmere og hurtigere transport med både kollektiv trafik, bil og fly og foreslår, at letbanen kører til lufthavnen.

»Det er et langt større problem, end politikerne har erkendt. Kommunen er meget passiv, vi bliver ikke hørt, og vi bliver lovet, at det bliver bedre, uden at konkrete tiltag underbygger det,« siger Peter Jepsen.

DI: For lidt handling

DI Østjylland er enig i de trafikmæssige udfordringer og ser gerne en Kattegat-forbindelse, bedre togforbindelser, en udvidelse af motorvejen og en udvikling af lufthavnen.

»Vi tror, at politikerne lytter. Men der bliver handlet for lidt,« siger Kim Boyter, formand for DI Østjylland.

Trafikminister Magnus Heunicke (S) påpeger, at der for nylig blev åbnet en ny motorvej fra Søften til Skødstrup, at motorvejen mellem Aarhus og Herning er undervejs, at der vil blive etableret en letbane i Aarhus, og at Togfonden vil sikre hurtigere tog til og fra Aarhus. Desuden er der lavet screeninger af en midtjysk motorvej, en Kattegat-bro og udvikling af E45-korridoren.

»Jeg finder det centralt at sikre god fremkommelighed i Østjylland, som udgør et af Danmarks vigtigste vækstcentre. Jeg vil gøre mit til, at Østjylland kommer til at fylde i de drøftelser, som vi skal have i forligskredsen,« siger Magnus Heunicke.

Teknikrådmand Kristian Würtz (S) er enig i, at trafiksituationen i Aarhus ikke er tilfredsstillende. Og der er ingen tvivl om, at der skal gøres noget ved det, siger han.