Fortsæt til indhold
Aarhus

Forening: Trafiksituationen er ved at løbe helt af sporet

Aarhus Cityforening kræver handling fra byrådet og skal mødes med rådmand Bünyamin Simsek (V).

"Det meste af byrådet tror generelt, at det hele går over og bliver bedre. Det gør det bare ikke," siger Claus Bech, direktør i Aarhus Cityforening, som en kommentar til den debat, der de sidste dage har været omkring trafikken i Aarhus.

Ifølge Claus Bech spildes der oceaner af tid i lange køer, byen forurenes af de "holdende" biler, og der mistes arbejdspladser på sigt – ligesom byens vækst og omsætningspotentiale ikke udnyttes til fulde.

Aarhus Cityforening vil derfor på et møde med rådmand Bünyamin Simsek (V), fremlægge sine synspunkter for rådmanden.

Ønsker flere midler

"Trafiksituationen er ved at løbe helt af sporet, og gøres der ikke noget radikalt, så vil byen sande til i trafikpropper og miste både omsætning og muligheden for at udnytte det potentiale, som ligger lige for fødderne af både byens kultur og forretningsliv," skriver Claus Bech i en mail til Jyllands-Posten.

Claus Bech håber, at det nye byråd vil finde flere midler til vedligeholdelse og investeringer i vej- og tilkørselsforhold i og omkring centrum.

"At lade stå til, som tilfældet er lige nu og i de kommende år, er en helt uholdbar situation for forretnings-, café- og kulturlivet i byen, og helt urimeligt for de mange som dagligt holder i kø og spilder tid i endeløse trafikpropper," skriver Claus Bech.

Rådmanden er enig

Bünyamin Simsek erklærer sig helt på bølgelængde med Aarhus Cityforening.

"I forhold til at forbedre infrastrukturen, er jeg fuldt på bølgelængde med Aarhus Cityforening. Derfor har vi også fremsat mange forslag på infrastruktur-løsninger," siger Bünyamin Simsek til Jyllands-Posten.

Büyamin Simsek har tidligere luftet sin kritik af, at der i de nye budgetforhandlinger ikke er afsat nye kroner til vejarbejde.

"Jeg ser frem til mødet med Aarhus Cityforening, hvor jeg kan få nogle nye gode input, som jeg kan tage med til resten af byrådet," siger Bünyamin Simsek.