Bibliotek: De ansatte bliver kaldt for møgkællinger
Aarhus Kommune har problemer med unge, som skaber uro i området.
Indtil midten af august kan borgerne i Tilst ikke længere bruge det lokale bibliotek uden for den bemandede åbningstid.
Det sker, efter at en gruppe unge gennem længere tid har chikaneret flere af bibliotekets brugere.
”Jeg synes ikke, at vi har noget valg. Når man laver åbent bibliotek, så handler det om at vise borgerne meget stor tillid, og det er der nogle unge mennesker i Tilst, som ikke kan finde ud af at håndtere,” siger Britta Bitsch, chef for lokalbibliotekerne i Aarhus Kommune, til Jyllands-Posten.
Spærrer indgangen
Østjyllands Politi mener, at omkring 20 personer står bag uroen i området. De hænger bl.a. ud foran indgangen til biblioteket og idrætsklubben TST.
”De sidste par måneder har vi fået 6-7 henvendelser fra borgere, som har følt sig utrygge. De unge kan finde på at råbe efter dem, som skal ind på biblioteket, eller stille sig foran døren, så folk ikke kan komme ind, og det er slet ikke okay,” siger Britta Bitsch.
"Grænserne flytter sig"
Siden midten maj har der været en ekstra mand på arbejde i det meste af bibliotekets åbningstid.
”Der er ingen tvivl om, at det er hårdt for medarbejderne. Ens grænser flytter sig, når man bliver presset dagligt, og man tror efterhånden, at det er normalt at blive kaldt møgkælling, når man er på arbejde, og det skal folk på ingen måde finde sig i,” siger Britta Bitsch.
Efter sommerferien vil biblioteket og kommunen vurdere, om de igen skal åbne op uden for den bemandede åbningstid.