Ballademagere lukker bibliotek
Rådmand griber ind over for en gruppe unge, som skaber uro i det nordvestlige Aarhus.
Aarhus Kommune dropper nu tilbuddet om ubemandet åbningstid på biblioteket i Tilst.
En gruppe unge har gennem det sidste stykke tid skabt uro i området, og det får nu rådmanden for kultur -og borgerservice til at begrænse adgangen til biblioteket.
”Det er helt uacceptabelt at vores brugere, personale og bibliotek skal generes af en gruppe unge lømler, der igen og igen skaber utryghed og laver hærværk. Biblioteket skal være et trygt samlingspunkt i byen og så længe disse vandaler forhindrer dette, må vi desværre begrænse åbningstiden,” skriver Marc Perera Christensen (K) i en pressemeddelelse.
Tilbud til de toneangivende
Samtidig har biblioteket besluttet at sætte flere folk på arbejde i den almindelige åbningstid for at tage hånd om eventuelle problemer. Østjyllands Politi forsøger lige nu at tage hånd om 20 unge, som skaber en dårlig stemning i området.
”De har valgt at tage ophold lige ved indgangen til idrætsklubben TST og biblioteket. Når man kommer som bruger, skal man mase sig gennem denne her flok for at komme ind, og flere har følt sig utrygge ved denne her gruppe. I samarbejde med kommunen har vi fokus på de personer, som er mest toneangivende og forsøger at finde nogle tilbud til dem,” siger Morten Daugaard, leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, til Jyllands-Posten
Efter sommerferien vil kommunen og biblioteket vurdere, om biblioteket igen skal tilbyde ubemandet åbningstid.