Ombudsmanden inddrages i omstridt mølleprojekt
En arbejdsgruppe er imod projektet om at lave en havmøllepark ved Mejlflak.
Det er et slag i ansigtet på de ypperligste naturværdier i Danmark, hvis der kommer en havmøllepark ved Mejlflak i Aarhus Bugt.
Det synspunkt har arbejdsgruppen Østjyder mod vindmøller i Aarhus Bugt, der er nedsat efter konsultationer mellem næsten 30 grundejerforeninger bugten rundt.
»Vi er ikke modstandere af vindmøller eller grøn energi. Men energianlæg skal placeres med omtanke og de rigtige steder. Mejlflak er ikke det rigtige sted til en havmøllepark, da det er et fantastisk fredet område, der bør forblive uberørt af tekniske anlæg. Derfor skal projektet stoppes,« siger Hanne Skou fra arbejdsgruppen.
Hun fortæller, at arbejdsgruppen ser vindmølleprojektet som et æstetisk overgreb på naturen, ligesom hun hæfter sig ved, at Energistyrelsen sidste sommer fremlagde en rapport, hvor det anbefales, at kystnære havvindmøller placeres i storskalalandskaber mod åbent hav frem for småskalalandskaber i indre farvande.
Her mener Hanne Skou, at Mejlflak hører i den sidste kategori, og derfor findes der bedre steder i Danmark at lægge en havmøllepark.
»Den måde, projektet er blevet kørt på, er bare ikke i orden. Der mangler en folkelig debat, og Energistyrelsen anbefaler jo også, at vindmøller skal stå andre steder end ved Mejlflak,« siger hun med henvisning til Energistyrelsens rapport.
Ønsker ny bestyrelse
Derfor har hun og resten af arbejdsgruppen skrevet et brev til repræsentantskabet i NRGi, der er andelsselskabets øverste myndighed og vælger selskabets bestyrelse.
I brevet opfordrer arbejdsgruppen repræsentantskabet til at sammensætte en ny bestyrelse, når denne skal vælges i dag.
Arbejdsgruppen anser den nuværende bestyrelse og formand Søren Egge Rasmussen for at have et brutalt natursyn, ligesom arbejdsgruppen ikke mener, at bestyrelsen har lyttet til borgernes synspunkter i sagen om vindmølleprojektet ved Mejlflak.
Ønsker ingen tilsvining
Kritikken preller af på Søren Egge Rasmussen, der også er formand for selskabet bag projektet HÅB, som står for Havvind Århus Bugt.
»Vi har fået en foreløbig godkendelse af projektet fra Energistyrelsen, og nu venter vi på den endelige godkendelse. Den proces er i gang, og det kan hverken repræsentantskabet eller nogen arbejdsgruppe påvirke,« siger han.
I februar meddelte Energistyrelsen, at hvis projektet skal realiseres, må møllerne højst være 150 meter høje, der må højst være 20 af dem, og de må ikke stå nærmere end 4 km fra kysten.
Ifølge Hanne Skou vil arbejdsgruppen Østjyder mod vindmøller i Aarhus Bugt ikke ind i en diskussion, hvor man sviner hinanden til, men i stedet vil den forholde sig til fakta.
Men netop på de punkter synes Søren Egge Rasmussen, at arbejdsgruppen halter.
»Jeg synes, at tonen blandt modstanderne af projektet er skinger. De er i deres gode ret til at forsøge at påvirke repræsentantskabet, men hvis de vil have indflydelse, må de jo stille op til repræsentantskabsvalget. Desuden påstår de, at der kun er ét af de oprindelige involverede energiselskaber tilbage. Det er ikke rigtigt, for alle er stadig med, selvom ejerandelen har ændret sig en smule siden begyndelsen,« siger han og fortæller, at energiselskaberne i Odder, Galten, Viby og Brabrand nu hver har en ejerandel på 8,9 pct. mod de oprindelige 10 pct.
Ud over utilfredsheden over projektet og bestyrelsen i NRGi har Østjyder mod vindmøller i Aarhus Bugt også klaget til forbrugerombudsmanden over salgsprojektet bag vindmøllerne. Arbejdsgruppen mener, at informationerne i salgsbrochuren og på Vindmøllelaug Aarhus Bugts hjemmeside er ufyldestgørende, ukorrekte og i et vist omfang ikke i overensstemmelse med lovgivningen, og derfor klagede gruppen tidligere på måneden til forbrugerombudsmanden.